- Project Runeberg -  Samlede verker / 7. Den siste glæde, Markens grøde (6. utg.) /
235

[MARC] Author: Knut Hamsun
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XIV

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

235

han å komme for dine øine. Det var det minste jeg kunde
tjene dig i. — Da sa Inger: Hvad kan det gjøre om han kom-
mer? Han kan ikke skade mig mere. — Oline reiste ører: Nå
har du lært et råd for det? — Jeg får ikke barn mere, så Inger.

Så var de jo på like fot og hadde like gode trumfer: Oline
stod jo og visste at lappen Os-Anders døde i forgårs ....

Hvorfor skulde ikke Inger få flere børn? Hun var ikke uven-
ner med sin mand, de var ikke hund og kat, så langtfra. De
hadde hver sine egenheter, men de kivedes sjælden og aldrig
videre langvarig, efterpå var alt godt igjen. Mangen gang kunde
også Inger pludselig bli som i gamle dager og gjøre store arbei-
der i fjøset eller på jordet, det var som hun gik i sig selv og fik
friske tilbakefald. Isak så da med taknemmelige øine på sin
kone, og hadde han været av dem som straks uttalte sig vilde
han ha sagt som så: Hvad? Hm. Aper du? eller noget andet
anerkjendende. Men han tidde forlænge og kom forsent med
sin ros. Så var det vel ingen hygge ved det for Inger og hun
brydde sig ikke om å være dygtig til stadighet.

Hun kunde ha været over femti år og fåt børn, men som hun
stod og gik var hun kanske ikke engang firti. Alt hadde hun
lært på anstalten — hadde hun også lært nogen kunster med
sig selv? Hun kom så opstuderet og velundervist hjem fra om-
gangen med de andre mordersker, hun hadde kanske også hørt
et og andet av herrerne, av vagten, lægerne. Hun fortalte Isak
engang hvad en ung medicinmand hadde sagt om hele hendes
udåd: Hvorfor skulde det være straf for å dræpe børn, ja endog
sunde børn, endog velskapte børn? De var ikke andet end som
kjøtklumper. — Isak spurte: Var han da et udyr? — Han! ropte
Inger og fortalte hvor snil han hadde været mot hende, mot
Inger selv, at det netop var han som hadde fåt en anden doktor
til å operere hendes mund og gjøre hende til et menneske. Nu
hadde hun bare et ar.

Nu hadde hun bare et ar ja og var en rigtig pen kone, høi
og uten fett, mørk, hårrik, om sommeren for det meste barfotet
og høit opskjørtet, med meget frimodige lægger. Isak så dem,
hvem så dem ikke!

De kivedes ikke nei, Isak hadde ikke gaver dertil og konen
var blit så meget raskere tilsvars. Et godt og grundig kiv tok
tid for denne kubbe, denne kværnkall, han gik rundt og rundt
i hendes ord og fik ikke stort sagt, forresten hadde han også
hjærte for hende, en kraftig kjærlighet. Det var heller ikke så
ofte han trængte å svare for sig, Inger angrep ham ikke, han
var en utmærket mand på mange vis og hun lot ham være.
Hvad hadde hun å klage over? Sandelig, Isak var ikke å foragte,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Jan 10 11:03:59 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/hamsun/6-7/0239.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free