Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
247
sig med dem. Ingen kan leve i dype marken og drive på å
flokse. Glæde er ikke moro.
I marken har hver årstid sine undere, men altid og ufor-
anderlig den tunge, umåtelige lyd fra himmel og jord, om-
ringelsen til alle kanter, skogmørket, trærnes venlighet. Alt er
tungt og bløtt, ingen tanke er umulig der. Nord for Sellanrå
lå et bitte lite tjern, en pyt, bare stor som et akvarium. Der
svømmet nogen ørsmå fiskebørn som aldrig blev større, de levet
og døde der og var ikke til noget, Herregud, ikke til det minste.
En kvæld stod Inger der og lydde efter kubjælderne, da hørte
hun intet andet, for alt var dødt, men hun hørte en sang fra
akvariet. Den var så liten og næsten ikke til, men borte. Det
var disse små fiskene sin sang.
De var heldige med det på Sellanrå at hver høst og vår så de
grågåsen seile i flåte over vildmarken og de hørte hendes snak
opi luften, det var som en tale i vildelse. Og det var som verden
stod stille det øieblik til toget var forsvundet. Kjendte ikke
menneskene en svakhet glide gjennem sig nu? De begyndte sit
| arbeide igjen, men de tok efter ånden først, noget hadde talt til
| dem hinsides fra.
Store undere omgav dem til enhver tid, om vinteren stjær-
nerne, om vinteren også ofte nordlyset, et firmament av vinger,
en ildløs hos Gud. Nu og da, ikke ofte, ikke almindelig, men nu
og da hørte de tordenen. Det var især om høsten, det var mørkt
og høitidelig for mennesker og dyr, buskapen som gik på hjem-
mebeite stimlet gjærne sammen og blev stående. Hvad lutet
den for? Ventet den enden? Og hvad ventet menneskene i mar-
ken når de stod i tordenen og lutet med hodet?
Våren — jovel, dens hastighet og galskap og henrykkelse;
men høsten! Den stemte til mørkrædhet og kvældsbøn, man blev
synsk og hørte varsler. Menneskene kunde gå ut en dag om
høsten og lete efter noget, mændene kunde lete efter et æm-
nestræ og kvinderne efter dyrene som nu løp sanseløse efter
sop, — de kom hjem igjen med mange hemmeligheter i sindet.
Trådde de uforvarende på en maur og klinte dens bakpart
fast til stien så overkroppen ikke kunde komme sig løs mere?
Kom de for nær et rypereir og fik en flaksende og hvæsende
mor imot sig? Og ikke engang de store kusoppene er intetsig-
ende, mennesket blir ikke tom og hvit i øinene av å se på dem.
En kusop blomstrer ikke og flytter sig ikke, men det er noget
væltende ved den og den er et monstrum, den ligner en lunge
som står og lever naken, uten et legeme.
Inger blev tilslut nokså nedbrutt, marken trykket hende, hun
blev religiøs. Kunde hun undgå det? Ingen i marken kan undgå
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
