Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
det, her er ikke bare jordisk stræv og verdslighet, her er from-
het og dødsfrygt og rik overtro. Inger mente vel å ha en grund
mere end andre til å vente himlens refselse, den vilde vel ikke
utebli, hun visste jo at Gud gik om kvældene og så over al sin
ødemark og hadde fabelagtige øine, han vilde nok finde hende.
Det var ikke så svært meget i hendes daglige liv som hun kunde
rette på, jo hun kunde gjemme guldringen dypt på kistebunden
og hun kunde skrive til Eleseus at han skulde omvende sig han
og; men så forresten var det ikke andet tilbake end å gjøre vel
arbeide selv og ikke spare sig. Endda ett kunde hun gjøre: klæde
sig i ydmyge plagg og bare knytte et lite blåt silkebånd om
halsen for å markere søndagen. Denne uægte og unødvendige
armod var uttryk for et slags filosofi, for selvfornedrelse, stoi-
cisme. Det blå silkebånd var brukt, var sprættet av en lue som
lille Leopoldine var vokset ifra, det var falmet hist og her og
rent ut sagt litt tilsølet, — nu brukte Inger det til en ydmyg
stas i helgen. Javel, hun overdrev og efterlignet usseldommen
i hytterne, hun gjorde sig falsk fattig, — vilde hendes fortjen-
este ha været større hvis hun hadde været nødt til en så ringe
stas? Lat hende i fred, hun har ret til fred!
Hun overdrev storartet og gjorde mere end hun skulde. Det
var to karfolk på gården, men Inger passet på når de var borte
og saget ved, hvad skulde nu denne pinsel og tugtelse være god
for! Hun var så ubetydelig et menneske, så ringe, hendes ævner
så almindelige, hendes død eller liv skulde ikke mærkes i landet,
bare her i marken. Her var hun næsten stor, hun var ialfald
den største, og hun syntes vel hun var værd al den optugtelse
hun kostet på sig selv. — Hendes mand sa: Han Sivert og jeg
har snakket om det, vi vil ikke vite av at du sager veden vores og
sliter dig ut. — Jeg gjør det for min samvittighets skyld, svarte
hun.
Samvittighet? Det gjorde atter Isak eftertænksom, han var en
mand ut i årene, sen i omløpet, men vægtig når han endelig
kom sigende. Samvittighet måtte være adskillig kraftig siden
den snoft vendte ned op igjen på Inger. Og hvorledes det nu
var, men Ingers omvendelse virket også på ham, hun smittet
sin mand, han blev fortænkt og tam. Det var en vinter så tung-
som og uovervindelig, han søkte ensomhet, søkte skjul. For å
spare sin egen skog hadde han nu kjøpt nogen tylvter med
gode stokker i statens skog imot Sverige, — han vilde ingen
hjælp ha til å fælde dette tømmer, han vilde være alene, Sivert
blev sat til å opholde sig hjemme og hindre morn fra å for-
slite sig.
I ag vinterdager gik da Isak til skogen i mørke og hjem
på
ad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
