Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
p
vea
258
og hvisket mere om Barbro: Ikke mine ord igjen, men hun
hadde tegnene! Og nu er det vel meningen at hun skal bli kone
på nybygget. Somme folk er stort æmnet om de er små som
sand ved havsens bred til å begynde med. Hvem kunde nu ha
trodd det om ho Barbro! Han Aksel monne være en drivendes
kar, og slike store gods og gårder som her i marken det har jo
ikke vi på vores side av fjældet, det vet du også, Inger, som er
fra vores bygd og er barnefødt der. Ho Barbro hadde nogen
mark uld i en kiste, det var bare vinteruld, jeg var ingen be-
gjærendes og ikke bydde hun mig nogen, mellem os var goddag
og farvel, endda jeg kjendte hende fra barnsben hele tiden da
jeg var her på Sellanrå og du, Inger, var borte på læren —
Nu gråter ho lille Rebekka, sa Inger og avbrøt Oline og rakte
hende en næve uld.
Stor takketale fra Oline: Ja var det ikke som hun just hadde
sagt til Barbro at Inger og hendes make til å gi! Hun gav så
hun blev numen og fingersår, men aldrig så knydde hun. Gå
ind til den lille engelen, og aldrig så fandtes det et barn så likt
sin mor som lille Rebekka. Kunde Inger huske hvad hun en-
gang hadde sagt: at hun ikke fik flere? Nu så hun! Nei man
skulde høre på de gamle som selv har hat børn, for Guds veie
de er uransakelige, sa Oline.
Så labbet hun efter Eleseus op gjennem skogen, sammen-
sunken av ælde, melet og grå og nyfiken, uforgjængelig. Til
gammel-Sivert vilde hun nu gå og si at det var hun — Oline
— som hadde fåt Eleseus i vei.
Men Eleseus han hadde ikke lat sig nøde, det var ingen van-
skelighet å overtale ham. Se, han var i grunden vokset sig bedre
end han tegnet til, Eleseus, han var en skikkelig gut på sin
måte, godslig og snil fra fødslen, bare uten større legemskræfter.
Det at han nødig vilde hjem denne tur fra byen var ikke uten
grund, han visste Jo godt at morn hadde været på straf for mord,
i byen hørte han intet derom, i marken husket vel alle det.
Hadde han ikke nu i flere år været sammen med kamerater,
som hadde lært ham mere nærtakenhet og finfølelse end han
før hadde? Var ikke gaffel like så nødvendig som kniv? Hadde
han ikke al sin dag skrevet kroner og øre, men her i marken
bruktes endda den gamle dalermynt? Jo han vandret meget
gjærne over fjældet til et andet bygdelag, hjemme på gården
måtte han jo hvert øieblik holde sin overlegenhet i age. Han
gjorde sig flid for å læmpe sig efter de andre, og det lyktes, men
han måtte være på vakt. Som da han kom hjem til Sellanrå for *
et par uker siden: han hadde jo tat med sig sin lysegrå vårfrak
skjønt det var midt på sommeren, da han hængte den op på
|
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
