Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Første del - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271
Nei de var ikke altid enige Aksel og Barbro. Hun hadde alt
været i et par år hos ham og det hadde nu og da været riv-
ninger, mest fordi Barbro vilde reise. Han var efter hende om
å bli for altid, om å slå sig til for godt og dele gammen og
livet med ham, han visste jo hvor ondt det var å bli uten
hjælp igjen, — dette hadde hun også flere ganger lovet å gå ind
på, ja i kjærlige stunder kunde hun ikke tænke sig andet end
å bli. Men så snart de blev uvenner truet hun igjen med å
reise. Om ikke andet så talte hun om å reise til byen med
tænderne sine, de værket bort. Reise, reise! Han måtte ha et
bånd på hende.
Bånd? Det hørtes ut for at hun lot hånt om alle bånd.
Nå, du vil reise nu også? sa han. — Om så var? spurte hun.
— Kan du reise? — Kan jeg ikke? Du tror jeg er oprådd fordi
det lider til vinteren, men jeg kan få mig post i Bergen igjen
hvad tid somhelst. — Da sa Aksel nokså tryg: Det kan nu ial-
fald ikke bli for som først. Går du ikke med barn? — Barn?
Nei. Hvad er det for et barn du snakker om? — Aksel stirret
på hende. Var Barbro blit gal?
En anden sak var det at han selv — Aksel — kanske hadde
været forlite tålsom: da han nu hadde fåt dette bånd på hende
begyndte han å optræde med litt for stor tryghet, det var uklokt,
han trængte ikke å si hende så ofte imot og ophidse hende, det
hadde ikke været nødvendig å befale hende likefrem å være
med å sætte poteten i vår, den kunde han til nød ha sat alene.
Han skulde tidsnok vite å gjøre sig til herre når de var gifte,
indtil da burde han bruke forstand og gi efter. .
Men det var bare dette forsmædelige med Eleseus, med kon-
toristen, som kom støvendes med fin tale og spaserstav. Var nu
dette en måte for en forlovet pike og i hendes tilstand! Var det
mulig å forstå noget så galt! Indtil nu hadde Aksel været uten
medbeiler i marken, så forandret situationen sig.
Her er ferske avisblade til dig, sa han. Og så er her en liten
ting som jeg har fåt fat i til dig. Du får nu se om du liker han.
— Hun var kold. Skjønt de begge sat og drak kokhet kaffe av
skålen svarte hun iskoldt: Jeg våger det er den guldringen som
du har lovet mig i over et år.
Der forløp hun sig ialfald, for det var netop ringen. Men
nogen guldring var det ikke og det hadde han aldrig lovet
hende, det fandt hun på nu; men det var en sølvring med for-
gyldte hænder på, altså ægte nok og stemplet med karat. Men
å den ulykkelige Bergensreise, Barbro hadde set ordentlige for-
lovelsesringer, kom bare ikke og fortæl hende noget! — Den
ringen kan du ha selv, sa hun. — Hvad som feiler han? — Feiler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
