Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I
336 dl
denne fornøielsen for første gang i livet, hun hadde været så
dygtig til å gjæte for turnipsen og var i det hele tat perlen og
knoppen av alle på gården, det var hun. Det blev spændt for,
og Rebekka fik tausen Jensine med til følge — hvilket Sivert
ikke motsatte sig.
Mens de er borte hænder det at fuldmægtigen på Storborg
kommer opover marken. Hvad nu? Nei ingen stor ting, bare at
en fuldmægtig, en Andresen, kom gående, han skal op på fjældet
en tur, hans chef har sendt ham. Mere er det ikke. Og det går
intet større ryk gjennem menneskene på Sellanrå ved denne
hændelse, det er ikke som i gamle dager da en fremmed var et
sjældent syn på nybygget og Inger blev mere eller mindre alte-
reret. Nei Inger hun er gåt i sig selv igjen og er stille.
En aparte ting den andaktsboken, en veileder, ja en arm om-
kring halsen! Når Inger hadde været slipphændt med sig selv
og gåt sig vild i bærmarken fandt hun hjem igjen ved mindet
om kammerset og andaktsboken, for tiden var hun atter ned-
sænket og gudfrygtig. Hun husker de år for længe siden da hun
sydde og stak sig på en nål og sa: Fan! Det lærte hun av sine
medsøstre ved det store skrædderbord. Nu stikker hun sig på
en nål og blør og suger blodet av i taushet. Det skal ikke liten
overvindelse til å omvende sig så. Og Inger gik endda videre.
Da alle arbeiderne var forsvundne og stenfjøset var færdig og
hele Sellanrå igjen lå forlatt da hadde Inger en krise og gråt
meget og slet ondt. Hun lastet ingen anden end sig selv for sin
fortvilelse og hun var dypt ydmyg. Bare hun kunde tale med
Isak og lette sit sind, men det gjorde ingen på Sellanrå, at de
talte om sine følelser og bekjendte noget. Så bad hun manden
svært omhyggelig ind til måltiderne og gik like bort til ham og
bad ham istedet for å rope fra dørhellen, og om kvældene så hun
over klærne hans og satte i knapper. Men Inger gik endda vi-
dere, en nat reiste hun sig på albuen og sa til manden: Du Isak?
— Hvad det er? spør Isak. — Nå, er du vaken? — Ja? — Nei det
var ikke noget, sier Inger. Men jeg har ikke været som jeg
skulde. — Hvad? spør Isak. Det undslap ham og han kom sig
på albuen han også. De lå og talte videre; hun er nu allikevel et
makeløst kvindfolk og har et fuldt hjærte: Jeg har ikke været
som jeg skulde imot dig, sier hun. Det gjør mig så ondt!—
Disse enkle ord rører ham, rører kværnkallen, han vil sandelig
trøste Inger, han forstår ikke selve saken, men han forstår bare
at det er ingen som hun: Det skal du ikke vør å gråte for, sier
Isak, for det er ingen som er som vi skal! — Nå. Neinei, svarer
hun taknemmelig. Å Isak han hadde slikt sundt skjøn på ting-
ene, han rettet dem op når de hældet. Hvem er som vi skulde
===
en REE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
