Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
337
være? Han hadde ret, selve hjærtets-Gud, han som endda er
Gud, er jo ute på æventyr, og vi kan se det på ham, vildstyrin-
| gen: den ene dag duver han i en rosendynge og slikker sig om
| munden og husker sig, den næste dag har han trådt en torn i
foten og drager den ut igjen med et desperat ansigt. Dør han
av det? Ikke spor, han er like god. Det skulde se vakkert ut om
han døde.
Det rettet sig med Inger også, hun kommer over det, men
hun vedblir med sine andaktsstunder og finder tryg barmhjær-
tighet i dem. Inger er flittig og tålmodig og god hver dag, hun
kjender Isak fra alle andre mandfolk og ønsker sig intet andet
end han. Naturligvis er han ingen støver og sanger til det ytre,
men han er bra nok, ho, det skulde hun mene! Og det sandes
igjen at gudsfrygt med nøisomhet er en stor vinding.
Nu kom denne lille fuldmægtig fra Storborg, denne Andresen,
han kom til Sellanrå om søndagen, og Inger blev ikke altereret,
det var langt ifra, hun gad ikke engang selv gå ind med en
mælkekum til ham, men da ikke tausen var hjemme sendte hun
Leopoldine med den. Og Leopoldine bar jo en mælkekum godt
nok og sa værsågod og blev rød i ansigtet, endda hun hadde
søndagsklær på og intet hadde å undse sig for. — Tak, det er
altfor meget! sa Andresen. Er far din hjemme? sa han. — Ja
han er vel ute enkvar stædn.— Andresen drak og tørket sig
med lommetørklædet og så på klokken. Er det langt op til gru-
verne? sa han. — Nei. Det er en times gang og ikke det. — Jeg
skal op og se dem over for han Aronsen som jeg er fuldmægtig
| hos. — Nå. — Ja du kjender vel mig? Jeg er fuldmægtig hos han
Aronsen. Du har været hos os og handlet. — Ja. — Jeg husker
dig godt, sa Andresen, du har været to ganger og handlet. — Det
er mere end som ventendes at Dokker kan huske mig, svarte
Leopoldine, men da var det nokså forbi med hendes kræfter, hun
stod og holdt sig i en stol. — Andresen hadde kræfter tilbake,
han fremturet og sa: Skulde jeg ikke huske dig! Og han sa
videre: Kan du ikke gå med mig op på fjældet? |
Litt efter litt blev det rødt og rart for Leopoldines øine og
gulvet blev borte under hende og fuldmægtig Andresen talte fra
det fjærne: Har du ikke tid? — Nei, svarte hun. — Gud vet
hvorledes hun kom sig ut i kjøkkenet. Morn så på hende og
spurte: Hvad det er som feiler dig? — Ingenting. —
Ingenting, neivel. Men se, nu var det Leopoldines tur å bli
altereret, å begynde kredsløpet. Hun var vel skikket til det, op-
løpen og pen og nykonfirmeret, hun vilde nok bli et bra offer.
Det dirrer en fugl i hendes unge bryst, hendes lange hænder
er som morns fulde av ømhet, fulde av kjøn. Kunde hun ikke
22 — Hamsun: VII
EE =
HENTE ===5=EEEE GE GE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
