Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
343
sociale feiltrin netop da begynder å utfolde sine bedste og æd-
leste egenskaper. Lagretten kunde spørre bestyrerinderne på de
asyler som optar mor og barn om ikke dette er sandt. Og det er
erfaringsmæssig godtgjort at netop de piker som har —ja som
samfundet således har tvunget til å dræpe sit barn, de blir så
utmærkede barnepiker. Det skulde vel gi stof til eftertanke for
nogen hver.
En anden side av saken er denne: Hvorfor skal manden gå
| fri? Morn som begår barnemord hun kastes i fængsel og pines,
| men barnefarn, selve forføreren, han røres ikke. Men alden-
| stund han er barnets ophav har han del i mordet og den største
| del i det, uten ham vilde ulykken ikke været ute. Hvorfor går
så han frank og fri? Fordi lovene forfattes av mandfolk. Der
har De svaret. Det er så at man må anropée himlen om værn
| mot disse mandfolklove! Og det blir aldrig godt før vi kvinder
blir med og får et ord å si ved valgene og på tinget.
Men, sa lensmandsfruen, når nu denne grusomme skjæbne
rammer den skyldige — eller mere skyldige — ugifte mor som
begår barnemord, hvad skal vi så mene om den uskyldige som
bare mistænkes for mordet og ikke har utøvet det? Hvad for
opreisning gir samfundet dette offer? Ingen opreisning! Jeg
vidner at jeg kjender den anklagede pike som sitter der, jeg har
kjendt hende fra barn, hun har været i min tjeneste, hendes far
er min mands stævnevidne. Vi kvinder tillater os å tænke og |
føle stik imot mændenes anklager og forfølgelser, vi tillater os
å ha en mening om tingene. Piken der er arresteret og berøvet
friheten mistænkt for først å ha født i dølgsmål, dernæst for å
ha ombragt sit barn. Hun har — det tviler ikke jeg på — ingen
av delene gjort; lagretten vil selv komme til denne soleklare i
slutning. Dølgsmål? Hun føder midt på lyse dagen. Vel er hun
alene, men hvem skulde være hos hende? Det er langt op i en
ødemark, det eneste menneske på stedet foruten hende selv
er en mand, skulde hun ha tilkaldt ham i et slikt øieblik? Vi
kvinder oprøres ved en slik tanke, vi slår øinene ned ved en
slik tanke. — Så skal hun ha dræpt barnet? Hun fødte det i en
bæk, hun ligger der i iskoldt vand og føder. Hvorledes er hun
kommet til bækken? Hun er tjenestepike, altså slave, hun har
sine daglige gjøremål, nu skal hun tilskogs efter ener til træ-
kjørlerne; idet hun skal over bækken glider hun og falder nedi.
Der blir hun liggende. Barnet fødes og kvæles i vandet.
Lensmandsfruen stanser. Hun kunde se på retten og tilhør-
erne at hun hadde talt forunderlig godt, det var så stille i rum-
met, bare Barbro sat nu og da og tørket øinene av rørelse. Fruen .
endte med disse ord: «Vi kvinder har et hjærte. Jeg har forlatt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
