Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Markens grøde (1917) - Anden del - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
det er ikke engang mot, det er rædsel. Vet du hvad spil er? Det
er angsten med svett pande, det er det. Feilen er at de vil ikke
gå i takt med livet, de vil gå fortere end det, de Jager, de spræn-
ger sig som kiler ind i livet. Men så siger jo flankerne på dem
— stop der, det knaker, find en rådbot, hold inde, flankerne! |
Så knuser livet dem høflig, men bestemt. Og så begynder klage-
målene over livet, raseriet mot livet! Hver sin lyst, nogen har
vel grund til klage, andre ikke, men ingen skulde rase mot
livet. De skulde ikke være strænge og retfærdige og hårde mot
livet, de skulde være barmhjærtige mot det og ta det i forsvar:
husk på hvad for spillere livet har å trækkes med!
Geissler kommer igjen til sig selv og sier: Lat det være som
det vil med det! Han er øiensynlig træt, han begynder å gjæspe.
Skal du nedover? spør han. — Ja. — Det haster ikke. Du skylder
mig en lang tur i fjældet, Sivertmand, husker du det? Jeg husker
alt. Jeg husker fra jeg var halvandet år: jeg stod og svaiet på
låvebroen på Oppigard Garmo i Lom og kjendte en bestemt
lugt. Jeg kjender den lugt endda. Lat det være som det vil med
det også; men vi kunde ha gjort turen i fjældet nu hvis du ikke
hadde den sækken. Hvad har du i sækken? — Varer. Det er han
Andresen, han vil sælge dem. — Jeg er altså en mand som vet
det rette, men gjør det ikke, sier Geissler. Det skal forståes
bokstavelig. Jeg er tåken. Nu kjøper jeg kanske fjældet tilbake
en av dagene, det er ikke umulig; men i det tilfælde går jeg
ikke og ser tilveirs og sier: luftbane! Sydamerika! Det er for
spillerne. Folk her mener at jeg må være selve djævelen siden
jeg visste at her blev krak. Men det er intet mystisk ved mig,
det hele er så simpelt: de nye kobberleierne i Montana. Yan-
kee’erne er lurere spillere end vi, de konkurrerer os ihjæl i
Sydamerika; vor kis er for fattig. Min søn er lynet, han fik en
underretning, så svømmet jeg hit. Så simpelt er det. Jeg var
nogen timer forut for herrerne i Sverige, det er alt.
Geissler gjæsper igjen, reiser sig og sier: Skal du nedover så
lat os gå! —
De følges nedover, Geissler dingler bakefter og er slap. Kara-
vanen er stanset ved bryggen, den muntre Fredrik Strøm er i
fuld gang med å ærte Aronsen: Jeg er så fri for tobak, har
Dokker tobak? — Jeg skal gi dig tobak! svarer Aronsen. — |
Fredrik ler og trøster ham: Nei Dokker skal ikke ta det så tungt
og indstændig, Aronsen! Vi skal nu bare sælge disse varerne
midt for øinene Dokkers, så farer vi hjem igjen. — Gå og vask
munden din! roper Aronsen ophidset. — Hahaha, nei Dokker
skal ikke hoppe så stygt. Dokker skal være som et landskap! —
Geissler er så træt, så træt, det hjælper ikke engang med grå
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
