Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
105
tilbake efter hr. Fleming. Skulde de ikke forresten heller gå på
kafe end å stå her på åpen gate?
Jo tak hvis han vilde telefonere efter frøken Ellingsen.
Det lovet han og de gik på kafe og fik mat og drikke. Bertel-
sen fortalte om fru Ruben at hun var blit meget tyndere, nu
kunde hun gå; husker De fru Ruben? Ja nu var hun ikke til å
kjende igjen, enten det var av sorg over mandens død eller
hvad det kunde være. Men husker De også Mylady, den engel-
ske ministerfrue? Å løgn altsammen, ser jeg nu fra Sverige,
en farlig svindlerske! Men hør, frøken, skal vi ikke heller ta en
tur i bil, hjem til mig? Der er hyggeligere å sitte og snakke,
Ja hvis De vil telefonere efter frøken Ellingsen.
Frøken Ellingsen — ja, nei hun har sin vakt, hun kan ikke
komme løs —
Og nu sker det merkelige at frøken d’Espard blir forbitret.
Hun er aldeles ikke indtat i frøken Ellingsen, men hun blir
pludselig hvit i ansiktet av sinne fordi Beitelsen har snytt
hende, narret hende. Å hun var blit så irritabel, det skulde lite
eller intet til for å ophisse hende, hun var vel i en uvant sinds-
tilstand. Hvad for noget — forstod ikke frøken d’Espard hvad
han bydde på? Hun var ingen skolepike. Men det han bydde
på var jo noget som hun mindst av alt orket nu, hun kunde
spytte på hans kjøretur. Naturligvis bliv hun blid igjen straks
og takket ham for hans indbydelse, men de skiltes utenfor
kafeen og gik hver sin vei.
Om eftermiddagen opsøkte hun frøken Ellingsen og fandt
hende uforandret, fuld av romantik og røverhistorier og poesi,
hodet indbroderet med et dusin spændende historier som hun
vilde skrive, som hun skrev på. Det blev sikkert til noget, det
sa alle. Det kjedelige var bare at hun hadde sin taushetsplikt,
sin ed.
Frøken d’Espard vilde ha spurt denne dame, som visste så
meget fra telegrafbordet, efter en viss flygtning, en syk adels-
mand, men våget det ikke. Gudskelov, han var vel endda ikke
grepet, han kom sig kanske væk med en av de oversjøiske linjer
til Australien, til Sydamerika —
Vilde frøken Ellingsen følge med til kontorchefens ungkars-
hybel i kveld?
Ja tak. Skulde Bertelsen dit?
Bertelsen — ja, jo de skulde telefonere efter ham.
Frøken d’Espard hentet hende om kvelden og de kjørte til
hybelen. Men nei det blev det heller ingen glæde ved, de gamle
kamerater som hadde samlet sig var altfor meget de samme som
før, men frøken d’Espard hadde forandret sig. Gode Gud, hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
