Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
Jaja, det ær vel ikke så godt, svarer hun.
Åjo han kunde ikke klage. Hest var ingenting for ham å få,
han hadde kredit og god tro blandt folk, han kunde gå ned i
bygden i denne dag og time og åå hest.
Det er storartet.
Akkurat i denne dag og time. Men han vilde vente til våren.
Det er et stort gode med Dem, Daniel, at De har et så præk-
tig humør.
Kjære velsigne Dem, utbryter han stimuleret, jeg har mine
hænder, jeg har hus og hjem og kjyr, jeg sælger en okse nu og
da, jeg skyter hare og rype. Til våren har jeg hest, så bryter jeg
op myrene her og sår.
Da griper hun denne gode leilighet til å vise frem sin mund,
at et av hans hagl har knækket en av hendes tænder, det var jo
nydelig gjort, skammet han sig ikke!
Han hæver armene av forfærdelse og ulykke, men da hun tar
det så pyntelig og ikke gråter og ikke bebreider ham noget fat-
ter han mot: Sandelig, det var nu næsten ikke til å se, det gjorde
ingenting i grunden, hun var like pen og nydelig for det —
Å Gud, nydelig? Se her! Det har jeg også fåt siden sist. Et
fint ar, ikke sandt?
Hun måtte fortælle hele tildragelsen i kjelkebakken og Daniel
nikker pludselig og sier: Det var jeg som skulde ha styret!
Ja det var det.
Næste gang skal De bare sende bud på mig, jeg skal komme
både med mig selv og slæden.
Allerede nu får hans rådsnarhet og muntre sprog hende til
å smile og se trøstet ut, hun tar ham fortrolig i armen og spør:
Ser det ikke fryktelig ut når jeg smiler?
Hvordan? Det lille tandhullet? Jeg kaverer at jeg ikke vilde
ha set det hvis De ikke hadde sagt det selv. Der er ikke noget
hul.
Hahaha!
Og desforuten er jeg viss på at De er like god å kysse for det,
sier han overstadig.
De da! sier hun og slår efter ham.
De sætter sig ind i løen, og der er sol, og der er en hel væg
av støv som skjuler dem som et forhæng, det er som tillaget og
ment altsammen. Da han kysser hende skriker hun jo litt og
sier bakefter: Nei hvor De er lei!
Ja ord kunde ikke uttrykke det! svarer han.
Hun reiser sig og ser tilbake på ham; når han blev godt vas-
ket så var han en pen gut, den store mund var ikke værst. Nu
må De koste av mig stråene! sier hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
