Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
158
skulde ikke sende det? Vil De si mig hvorfor han skulde ha det
siste ord?
De drev videre i måneskinnet, det var nu måket gode veier
og de kunde spasere side om side. Frøkenen mindte et par
ganger om at de måtte gå ind og i seng, men selvmorderen
svarte at han holdt ikke klokken tolv eller to for sent, den
kunde mangen gang være både fire og fem før det blev sent for
ham, han var begyndt å sove dårligere igjen. Å, i det hele tat
var ikke selvmorderens indætthet og rake mot videre tes, han
var taknemmelig for at frøkenen vilde gå der og korte livet for
ham en times tid, des nærmere kom han døden, lot det til. Han
underholdt hende med sørgmodige betragtninger over dagene
og tilværelsen, det var tidsspild av ham å gå her, han var kom-
met på nordsiden av livet, sa han, hans hjerte danset ikke, nei
og ikke engang hans klær holdt længer. Pludselig vendte han
sig til frøkenen og spurte litt uforståelig: End De?
Hvorledes —?
Ja at De synes De spilder Deres tid her?
Jo det er mulig. Jeg flytter nu forresten herfra over jul.
Nei — over jul, nu? utbrøt han. Det var som om han kom
til å bli alene tilbake, det gik ham nær. Og selvmorderen som
var blit avvænnet med å tale og ræsonnere siden Moss reiste
blusset op og blev pratsom: Det var en uventet nyhet, en ube-
hagelig nyhet. Reiser De langt? Det skjeller mig naturligvis
ikke, men er De sikker på at det blir bedre et andet sted? Det
er ikke jeg sikker på og derfor blir jeg her. Kan det ikke i
grunden være det samme hvor vi mennesker er? Jeg skulde
mene det. Se nu på fuldmånen, vi synes den er pen, men den
er så unyttig og tøvet, den står der bare og øder sig. Slik er det
med alt og med os alle, vi omkommer hvor vi snur og vender
os. Men ikke sandt: Eder er i nat en frelser født. Dette sier jeg
ikke for å være storkjæftet, det kan godt hænde at det er noget
ved den side av saken også, ved frelseren og frelsen altså —
frelsen fra den tilværelse vi har fåt og ikke tat, frelsen fra et
liv som er blit os påtrumfet uten vort svakeste ønske. Å Gud
hvor det er mystisk altsammen, men jeg sier ikke derfor at det
er komplet utrolig, somme kan jo tro netop fordi det er absurd.
Her leies vi med touget om halsen til undergangen, og vi går
villig med stik imot vort eget bedste. Vi hører om den vise plan
i tilværelsen, men se den, indse den — nei. Jeg vet ikke hvad
som er rettest, somme er jo alvorsmænd og gjør aldeles ikke nar
av livet. Men så går vi og så vandrer vi. Vi føres utei; stans,
det som ikke alderen og tiden tilintetgjør i os det omskaper de
ialfald til ukjendelighet. Når vi så har vandret en tid så van-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
