Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
drer vi en tid til, så vandrer vi en dag, derpå en nat, og endelig
i grålysningen den næste morgen så er timen der og vi blir
dræpt, i alvor og godhet dræpt. Det er livets roman og døden
som siste kapitel. Det er så mystisk altsammen. Altså var vi i
grunden bare en mine som lå og ventet på gnisten, og efter
skraldet ligger vi stille, mere stille end stilheten, vi er døde. Vi
prøver jo å stræve imot mens det endda er tid, vi reiser hit og
dit for å undfly, vi kommer her til sanatoriet, men dette sted
synes å være riktig et ulykkessted, et dødshus hvor den ene efter
den anden bukker under og lægges i kisten. Vel, så rømmer vi
— som De vil gjøre, frøken, — så tar vi et andet sted hen —
som om det var til nogen verdens nytte! Det sendes stikbrev
efter os og vi indhentes, vi står i rullen, vi kan skifte garnison,
men ikke krigsherre. Nå, men du store Gud hvor vi stræver
imot! Når døden kommer ind gjennem døren stiller vi os på
tærne og fræser imot ham, og når han tar os i armen begynder
vi på en storartet likefremhet med hverandre, vi slås. Natur-
ligvis varer det ikke længe før vi ligger der og da er vi blit blå
hist og her. Så graves vi ned i jorden. Hvorfor dette gjøres?
Jo for at det skal bli sundere å dø for dem som er tilbake!
Men selv ligger vi der med makk i øinene, altfor døde til å
kunne kare dem væk. Er ikke alt dette så? Og endda er det bare
halvdelen. Vi har tat for os hvad døden utretter når han bare
går sån og spankulerer og plukker, det tilfredsstiller ham ikke
altid, med krig, jordskjælv, farsotter optræder han som majestæt
med stadig nedadvendt tommelfinger, døden vader i liv —
En lyd svinger op til dem fra bygden, kirkeklokken ringer,
det er vel en ung og ivrig prest som har fundet på denne
fromme overraskelse for sine sognebørn. Det er en fjern lyd,
nu og da er den endog borte, men når luftdraget bærer på
høres flere sterke klemt efter hverandre. Det er pent og used-
vanlig, det er julenat og messe i al troskyldighet, i al fattigdom.
Selvmorderen rykker til, det er som om han røres, men han
skal jo skjule det, skal for alt i verden late som ingenting. For
frøkenen var det en velkommen avbrytelse, hun hutrer og sier:
Tænk kokken er tolv! Nei nu går jeg ind!
Selvmorderen skal absolut ikke vise sig rørt, ikke tale om,
han skal prate mere; men tonen var nu allikevel blit forskjellig
da han fortsatte: Ikke for det, døden er nu heller ikke så gal,
der er ikke altid blod, man blir heller ikke opætt, man er ikke
langt fra å være urørt, bare litt blå efter grepene, kan man
forlange mere! Det er især blandt de rike og mæktige at døden
er et slikt stort numer, fattigfolk har mindre imot den, de kan
ofte påkalde den: Kom bare med døden, med siste kapitel!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
