Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
299
som står i sokken. Da han har fjernet den tar han støvlen på
igjen og snører den som sedvanlig.
Det var visst lettere å finde et træ med en brukbar gren høiere
oppe,’han var gåt forbi nogen som ikke var så værst, slet ikke
umulige. Han vender om og går opover igjen, nei han vilde
ikke længer være så nøie på det, her er en tørfuru, den har en
gren. Han kaster linen op på grenen og lægger sig i den med
hele sin tyngde til prøve. Naturligvis knækker grenen. Han
leter videre opover og finder en anden furu, prøver sig frem som
forrige gang og synes å være ved målet, grenen holder. Han gjør
sig endog umak med å knække den, men den holder. Hvad er.
så iveien? Han skulde ikke ha gjort sig den store umak, han
var uforsiktig med sine såre hænder, de tålte det ikke, de blør,
de likefrem verker av ny svie, det banker i dem. Men hvad så!
Han ordner linen, fæster den på grenen, lager løkken til, 106, 106.
- Om et par dager vil det bli stærkt kråkeskrik over denne furu,
folk går efter skriket og finder ham hængende. Føtterne er nu
seget næsten ned til jorden, han har strakt sig, halsen er blit
unaturlig lang og tynd —
Gjør han det ikke nu vil døden allikevel hente ham idag eller
en anden dag, døden var ikke til å undgå, hvorfor så fly den,
hvorfor ikke straks lægge hals til? Han: skræmmer op en fugl,
en trost, og der reiser den, en trost så liten og uskyldig og sno-
dig, men farvel altsammen og lille Leonora i byen farvel også —
Det næste er at han ikke gjør det. Nei ikke gjør det. Han sitter
i lyngen og blåser på sine hænder og gråter. Gud hjelpe os, vi er
ynkelige, vi er mennesker! Da døden intet er å hænge ved hæn-
ger han ved livet. Selvmorderen har intet å leve for, han ser
ikke solen, intet på jorden gjør ham glad, 106, 106, svie i hæn-
derne, dødstræt, han er til intet, han fryser i søvn.
Svien vækker ham igjen næsten øieblikkelig og han reiser sig.
Han ser sig angst omkring som om noget er efter ham, later
linen hænge på grenen og begynder å gå mot sæteren. Hund, sier
han til sig selv, hund, hund....
De er oppe på sæteren, frøken d’Espard har alt stelt sit barn
og står i klædevask ute på gården. Hun retter sig op da selv-
morderen kommer og blir forundret stående, han hilser ikke,
hans klær er i filler, hans hænder blør. Hvad i alverden —!
På den lille bortgjemte sæter vet de intet om nattens tildrag-
else på sanatoriet, de la sig igår aftes i sengen og hørte intet til
orkanen, men sov til daggry, så stod de op og gik til sit arbeide.
Frøken d’Espard går i lære hos livet, hun er dyktig på sin
måte, også hun er menneske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
