Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
Hun sa jeg var ulik alle andre mænd hun
hadde truffet, jeg husker det saa godt, det var
en av de første aftnene vi var alene sammen.
Jeg maatte prøve at hjælpe hende og gjøre
hende til menneske igjen.
Rakel, dengang mente hun det. Hun var
ulykkelig.
Hun klynget sig til mig, sa hun, fordi jeg
vakte alt det bedste hos hende, fordi bare mia
nærhet ga hende hvile . . .
Om du visste hvor hjælpeløs hun var,
Rakel!»
«Jeg tror det,» sa Rakel stille. «Og saa hjalp
du hende?»
«Jeg prøvet det,» svarte Per Hjelm. «Ved
Gud, jeg vilde ikke noget andet end bare hjælpe
hende, da det begyndte . . .
Ingen av os raadet vel heller for at det hele
litt efter litt tok magten fra os.
Jeg — burde vel tænkt mig om, jeg som
indtil dengang hadde hat saa nogenlunde likevegtige
nerver og dermed ogsaa bar størsteparten av
ansvaret.
Men det er ikke let at betænke sig, Rakel,
naar man bare faar og faar og man fortumlet
og overvældet hadde trang til at kysse den jorden
hun gik paa ...»
De hadde slaat sig ned paa et par stubber
i skogen. Per Hjelm begrov ansigtet i sine
hænder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
