Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
189
Da kom dit brev og hele den gordiske
knuten var overhugget med ett slag.
Vi var venner, den lille kjære sommerfuglen
og jeg og ingenting skal kunne forstyrre vort
tillidsforhold mer.
Det har gjort mig saa lykkelig.
Din ven Per.»
Ogsaa denne lille lappen.
«Gi dig straks ikast med pugget, jo før du er
over det, des bedre. Liste over bøker følger, jeg
skal gi dig nærmere anvisninger naar vi sees.»
«Naar vi sees ...»
Da hun saa ham igjen stod Rakel ved hans
aapne kiste og løftet et hvidt klæde fra hans
ansigt, det kjære, som hun aldrig vilde glemme
og som var saa vakkert i døden.
Kirsten stanset sin gang og strøk taarene bort.
Nei, nei, hun maatte være sterk, sterk som
alle de andre derhjemme paa prestegaarden.
Døden . . . altid hadde hun følt skræk for
den, og den skrækken vokste da mormor gik bort.
Hun husket sin mors ubeherskede sorg,
jammeren og krampegraaten, hun husket bleke
ansigter og stive, stirrende øine, en uhygge og rædsel
over hele gaarden soin holdt paa al drive hendes
barnesind til fortvivlelse.
Og lille forvænte mormor som aldrig noget
hadde været tilpas, hun laa paa lit de parade i
blaasalen . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
