Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blaabærekstrakt ... - Ordbøgerne: C - chez ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Blaakraake, se Kraakeslegten.
Blåkulla (n. Blaakollen) kaldes i Sverige de fjelde,
hvor man troede, at heksene mødtes for at holde fest.
Navnet B. om heksenes mødested har sin eg. rod i de
gamle forestillinger om trold og uvætter boende i fjerne
blaanende fjelde (jfr. eventyrnavnet «Berget det blaa»).
Mest bekjendt er B. paa øen Jungfrun i Kalmarsund. I
Norge er heksenes mødested (foruden Blaakollen)
Lyderhorn ved Bergen, Dovrefjeld, Domen i Finmarken,
Hekkenfjeld (d. e. Hekla) paa Island o. fl. I Danmark er
mødestedet Hekkenfjeld eller Blocksberg (s. d.), paa Island
Vala kirke. De tider, paa hvilke heksene mødtes, var
især Valborgsnatten (1 mai), paaske, jonsok og julen.
Heksene red til B, paa kosteskaft, sopelimer, bagstefløier,
husdyr, ja undertiden paa mennesker, eller de skabte
sig om til fugle eller dyr. Ved festen paa B. var
djævelen tilstede, og heksene viste ham sin hyldest; der
blev holdt orgier med mad og drik, dans og spil og
alskens udsvævelser. Troen paa et saadant mødested
(trollaþing) for troldkvinder møder os allerede i de
norrøne fornaldarsagaer, hvor ridtet til mødestedet kaldes
gandreið. Se Hekse.
Blaakvarts, en blaagraa sandstenslignende kvartsit
som optræder i det centrale Norge. Det største felt
findes ved Tonsaasen. Den tilhører her kambrium, idet
den ligger under olenellusafdelingen. Paa Hardangervidda
findes en yngre b., som ligger over dictyonemaskiferen,
er altsaa af undersilurisk alder.
Blaaland kaldte de nord. folk i middelalderen Afrika;
blaamænd var navn paa negerne; hvor de omtales,
berettes der altid om deres overnaturlige styrke og vildhed.
Blaalange el. birkelange, molvabirkelange, se Lange.
Blaaler, ler af blaagraa farve; det træffes gjerne et
stykke under jordoverfladen, hvor luften ikke har kunnet
trænge ned. Udsat for luften bliver det brunt eller
brunflekket. Farven skriver sig fra jernforbindelser
(jernoksydul). Det er som oftest hav-ler, men kan ogsaa
være moræne-ler eller ferskvands-ler. Det seige, fine b.
kaldes ogsaa «blaalums».
Blaalyng, se Lyngfamilien.
Blaamage (spinax niger), se Svarthaa.
Blaa mandag (fridag, som arbeidere tager sig) er eg.
betegnelse for mandag i paaskeugen, paa hvilken de
katolske kirker behængtes med blaa tepper; denne dag var
alm. fridag.
Blaamanden, noksaa hyppig forekommende fjeldnavn.
Eksempelvis nævnes:
1. B., mellem Skjerstadfjordens bund og rigsgrænsen,
n. f. Sulitelma, i Fauske herred, Nordlands amt. 1571 m.
høi fjeldtop, der stikker op af den ca. 1 norsk kvadratmil
store snebræ Blaamandsisen, som strækker sig helt ind mod den
svenske grænse. Mod sydvest er en ca. 180 m. steil styrtning,
der giver fjeldet dets karakteristiske form. —
2. B. ved Bergen, n. f. (bag) Fløifjeldet, ca. 560 m. høi,
uden karakteristisk form. Der fører kjørevei (Fjeldveien)
over Fløien ind mod dette fjeld. —
3. B. (Store B.), 1 045 m. høit, vakkert formet fjeld paa
søndre Kvaløen, v. f. Tromsø by.
Blaameise, se Meiseslegten.
Blaamusling, se Blaaskjæl.
Blaamyra.
1. Spøgende navn paa havet, «at pløie b.». I Bergens
stift ogsaa «storemyri».
2. Ifølge Henrik Wergeland navn paa en myr i Aasnes i
Solør, hvor Gahn led nederlag i 1808 (slaget ved Trangen),
besunget af Wergeland i en folkevise 1832, «Blaamyra, ballade...»;
stedet antages at være Stensmyren. — Blaamyr bruges
(ifølge Ross’ ordbog) i Telemarken om en «stor, næsten
planteløs og sort sump».
Blaane. Forskjellige blaa farvepulvere bruges til at
give hvidt tøi, garn, papir, sukker m. m. et blaaligt
skjær. Som oftest har disse stoffe en gulagtig tone,
som dækkes af den blaalige. Ved ovennævnte
gjenstande bruges mest ultramarin (s. d.).
Blaa Nil, se Nilen.
Blaar, se Stry. — Kaste en b. i øinene
indeholder en forvanskning af t. Bleer, Plärr,
øienforblændelse, taage for øinene. Talemaaden har sin oprindelse
i de narkotiske dampe, som spillede en saa fremtrædende
rolle i middelalderens hekseri og aandebesvergelse.
Blaaregn (wistaria sinensis), almindelig kaldt glycine,
en i Kina og Mongoliet hjemmehørende busk af de
erteblomstredes familie med uligefinnede blade og store, blaa
blomster i hængende klaser, der i form minder om
guldregnens. B. har slyngende stængler og er en meget
smuk espalierplante.
Blaaræv, en varietet af fjeldræven (se Ræve), som
i modsætning til den alm. form ikke bliver hvid om
vinteren, men hvis pels det hele aar er graabrun med
blaa glans.
Blaaskavlen, et 1 773 m. høit fjeld ø. f.
Aurlandsfjorden i Sogn, hvis top er bedækket med evig sne
(se derhos Higravstinderne).
Blaaskjeg, ridder (fr. chevalier Barbe-Bleu), helten
i et fr. eventyr (fortalt af Perrault). B. var meget rig,
men hæslig med stort blaat skjeg. Han dræbte seks
hustruer efter hverandre, da de trods hans forbud
betraadte et hemmeligt værelse. Han skulde netop dræbe
den syvende, da han overraskedes af hendes tre brødre,
som dræbte ham og bemægtigede sig hans skatte.
Blaaskjæl (mytilus edulis). De to skal lige sterkt
hvælvet, næsten trekantede, med den tilspidsede «navle»
siddende ved forenden. Farven blaa eller brunsort, paa
den indvendige side blaahvid. Lever i det nordlige
Atlanterhav, fra Ishavet til Middelhavet. Meget talrig
langs hele vor kyst; sidder fastheftet paa fjeldbunden,
stene, pæle o. l. tæt under overfladen. Foden lang,
orangegul, indeholder en kjertel (byssuskjertel), ved hvis
sekret dyret fastheftes til underlaget. Anvendes saavel
til føde som til agn. Naar de lever i stillestaaende,
bedærvet vand, kan der afleires giftige stoffe i deres lever.
(Indre bygning se Muslinger.)
Blaasot (morbus coeruleus), en sterk blaafarvning
(cyanose, s. d.) af huden og slimhinderne, der forekommer
ved visse hjertefeil, specielt ved forsnævring af
lungepulsaaren, hvorved det venøse blods afløb fra høire
hjertehalvdel hindres, og blodet derfor opdæmmes i høire
hjertehalvdel og i blodaarerne og haarkarnettet. Er som
oftest medfødt.
Blaaspol, se Asp.
Blaastaal el. blaaskaar, hannen af labrus mixtus,
se Læbefisk.
Blaasten, d. s. s. kobbervitriol.
Blaastjerne (asier tripolium), se Aster.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
