Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bondepraktika ... - Ordbøgerne: C - coqueur ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skrift, at behandles som frie; ved deltagelsen i krigene
havde mange bønder som landsknegte lært vaabenbrug
og eggede, naar de vendte hjem, sine standsfæller til
at afkaste sit aag. 1525 udbrød hovedopstanden i
Algau i Sydbayern. Adskillige adelsmænd og de mindre
stæder gjorde fælles sag med bønderne, der opstillede
sine fordringer i 12 artikler. Opstanden bredte sig
hurtig til hele Sydtyskland, og da den fanatiske sværmer
Thomas Münzer blev bøndernes leder, antog den en
voldsommere karakter. Han prækede udryddelse af
adelen og for frem med mord og brand mod enhver,
som ikke vilde lyde ham. I denne skikkelse maatte
bevægelsen fremkalde rædsel og afsky. Luther, der først
havde raadet til at imødekomme bøndernes fordringer,
blev bange for, at reformationen skulde faa skyld for
bøndernes udskeielser, og opfordrede fyrsterne til at
«slaa bønderne ned som gale hunde». Fyrsterne behøvede
ingen opfordring. Kurfyrst Johan af Sachsen, landgrev
Filip af Hessen o. a. havde samlet en hær af
krigsvante landsknegte, med hvilken de 15 mai 1525 angreb
Münzer ved Frankenhausen og vandt en let seier. Münzer
selv blev fanget, lagt paa pinebænken og henrettet. Ogsaa
i Elsass og Schwaben bukkede bønderne under for
fyrsterne, og overalt tog disse en frygtelig hevn.
Henrettelser, piskning, udredelse af svære brandskatter blev
de overvundne bønders lod. [Litt.: Zimmermann, «Allg.
Geschichte des grossen Bauernkrieges».]
Bondepraktika, i de gamle almanakker rimede eller
urimede raad og anvisninger for bonden, med tilføielse
af veirtegn, merkedage i denne henseende, veir- og
høstspaadomme, f. eks.: «Thorres tø giver frossent korn og
raaddent hø», «Mathis (24 feb.) byder is; er der ingen
is, gjør han is», «Vettnætt (17 okt.) maa du vente mig
(sneen), fyribod (28 okt.) kommer jeg vist; kommer jeg
ikke før helgemes (1 nov.), da bøier jeg bar og kvist» o. s. v.
Bonderet er betegnelsen for den norske landbefolknings
sedvaneret overhovedet, og desuden for den nye
selvstændige gren af retsvidenskaben, som har disse
retsregler til grundlag. Prof. Absalon Taranger er den første,
som har begyndt et systematisk studium af vore bønders
eiendommelige retsliv, og han har fastslaaet navnet b.
Bønderne selv bruger paa flere steder navnet «heimerett».
(Se ogsaa Leiekreaturer. Lotbrug og Skaplag.)
Bondesen, Ingvor Andreas Nicolai (1844—),
d. forfatter og skolemand, debuterede 1877 med den
historiske fortælling «Styrismanden og hans brud», og
det meste af hans følgende produktion behandler enten
historiske emner eller bøndernes liv i nutiden; hans
betydeligste bog er «Skovstrup folk» (1885). B. fortæller
livfuldt, friskt og naturlig og med et vist folkeligt lune.
Bondeson, August Leonard (1854—^1907), sv.
forfatter, læge i Göteborg, har skrevet viser, især i sin
hjemegns dialekt (hallandsk), og forfattet flere
fortællinger, som viser humor og en betydelig evne til «at træffe
sømmet paa hodet». Høiest naar han i «Skollärare John
Chronschougs memoarer» (2 bd., 1897, 1904), hvor han
med kostelig naivetet lader denne fortælle sine oplevelser.
Bondevenbevægelsen i Norge indlededes af Jaabæk
ved stiftelsen af organisationen «Bondevennerne» (1865)
med hovedsæde i Mandal og talrige forgreninger udover
det hele land. Jaabæk var selv formand. Bevægelsen
gik især ud paa at udjevne klasseforskjellen, at
modarbeide embedsmandsstyret og «pengearistokratiet».
Dens slagord var «sparsomhed i statshusholdningen»:
embedernes antal skulde forringes, gagerne sættes ned
o. s. v. I politisk henseende krævedes en sterkt udvidet,
omend ingen almindelig stemmeret. Bevægelsens organ var
Jaabæks blad «Folketidende», hvis nærgaaende kritik
var meget frygtet. Efterhaanden gik bondevennerne op
i venstrepartiet, hvis leder var Johan Sverdrup.
Bondevennernes selskab, d. selskab, stiftet 1846
med det formaal at virke for bondestandens
emancipation og borgerlige ligestillethed med de andre
samfundsklasser. Fik i den grundlovgivende rigsforsamling
(1849) stor indflydelse paa grundlovens karakter og spillede
i 1850-aarene en stor rolle paa rigsdagen, men opløstes
lidt efter lidt i slutn. af 1860-aarene.
Bondhusbræen, en vakker arm af Folgefonnen paa
dennes vestside op for Sundal ved Maurangerfjorden.
Bondone, Giotto di, se Giotto.
Bône el. Bona (Hippona).
1. Nordvest-Afrika, vigtig
sjøhandelsstad i Algerie, depart. Constantine, ved bugten af
samme navn, med 36993 indb. (1901). Er Algeries
venligste og mest europæiske by, omgivet af velstelte haver
og vinbjerge. Har en af Middelhavets bedste havne med
udførsel af produkter fra det østlige Constantine, hvortil
jernbane. 2 km, i sydvest ruiner af den fønikiske by
Hippo, senere Numider-kongen Masinissa’s residens Hippo
Regius, i den rom. keisertid sæde for prokonsul og biskop
(Augustin). Ødelagt i 7 aarh. Fransk 1832.
2. Se Boni.
Bone er at give træ en politur med voks.
Anvendes især ved de saakaldte parketgulve, som efter at
være renskuret og godt tørret indgnides med
bonevoks (blanding af smeltet voks og terpentinolje) el.
voks sæbe. Glansen frembringes med en børste.
Boner, Ulrich (i det 14 aarh.), schweizisk forfatter,
munk, har skrevet en samling klare og muntre fabler,
«Der Edelstein», som blev trykt i Bamberg 1461 og er
den første trykte tyske bog.
Boness, se Borrowstounness.
Bonghi [bo’ngi], Ruggero (1828—95), ital.
videnskabsmand og politiker. 1848 i diplomatisk tjeneste i Rom
og derefter i Firenze, men landsforvist som liberal 1849.
I Sardinien i berøring med Manzoni og optaget af græske studier.
1859 prof. i Milano; fra nu af næsten uafbrudt til 1890 sæde i
deputeretkammeret. 1871 til Neapel, redaktør af «Unita
nazionale». Tilhørte det gammelliberale parti; 1874—76
undervisningsminister. 1891 forsæde paa fredskongressen i Rom.
Af hans store, forskjelligartede forfatterskab kan nævnes
«Storia di Roma».
Bonheur [bånø’r], Rosa (1822—99), fr. dyremalerinde.
 |
| Rosa Bonheur. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
