Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 1381-1382 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brun ... - Ordbøgerne: D - digue ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

En statue af B., modelleret 1895 af Br. Bergslien, blev
reist udenfor Nationalteatret i Kristiania 1902.

Brun, Louise, f. Gulbrandsen (1831 — 66), n.
skuespillerinde, f. i Bergen, gift med skuespiller Johannes B.,
debuterede samtidig med denne paa det første norske
teater i Bergen ved dets aabningsforestilling i 1850 og
gik sammen med sin mand i 1857 over til Christiania
theater. Hun var en dygtig, intelligent skuespillerinde,
nærmest i lyrisk, romantisk retning, optraadte ogsaa i
vaudeviller og i franske konversationsskuespil. Blandt
hendes roller var Fru Inger i Ibsens «Fru Inger til
Østraat». Besunget i et mindedigt af Bjørnson.

Brun, Michael Wallem (1819—91), d.
teaterdirektør, f. i Bergen, kom 1843 til Kbh., ledede
i 1850-aarene Odense teater og senere Kasino (1861—63),
Chra. theater (1869—72), Folketeatret (1873—76) og
Dagmarteatret (1883—84). B.s folkekomedier «Gøngehøvdingen»,
«Ridderen af Randers bro» o. fl. gjorde stor lykke. Han
udgav et par selvbiografiske arbeider.

Brun, Sven (1812—94), n. prest, blev 1841
personelkapellan til Domkirken i Bergen, 1849 resid. kapellan
til Nes (Romerike), 1851 tredjeprest ved Vor Frelsers
kirke i Kristiania og 1858 sogneprest til den nyoprettede
Trefoldigheds menighed sammesteds, hvor han forblev
til sin død. Han tog en fremtrædende del i de kirkelige
forhandlinger og møder og var en udmerket geistlig
taler, hvorfor han flere gange var paa tale som biskop;
men han afslog denne stilling.

Brunalger, se Alger.

Brunanborg (Brunnanburh), borg i Nord-England,
hvor kong Æthelstan 937 fuldstændig slog en forenet
hær af nordboer og kelter under overanførsel af kong
Olav (Anlaf) af Dublin. Slaget omtales i «Egil
Skallagrimssons saga». B.s beliggenhed er ukjendt.

Brunchorst, Jørgen (1862—), n. museumskyndig,
politiker og diplomat. Efter at have studeret
naturvidenskaber, navnlig botanik, og erhvervet
doktorgraden i Tyskland blev B. 1886 knyttet som
konservator til Bergens museum, hvor han indtil 1906,
fra 1901 som direktør, udfoldede en for institutionens
fremgang særdeles betydningsfuld administrativ virksomhed.

(Fot. af Hilfling-Rasmussen.) Jørgen Brunchorst.

B. sad paa stortinget, hvor han tilhørte venstre (og
samlingspartiet), 1895—97 og 1903—06; var 1905 medlem af
specialkomitéen. 24 mars 1906 blev han udnævnt til
generalkonsul og ministerresident i Havana. Hans store
arbeidskraft, praktiske mangesidighed og initiativ
har bl. a. ogsaa fundet anvendelse ved udstillingsarbeide
i Stockholm 1897, i Bergen (som formand i
fiskerikomitéen) 1898 og i Paris 1900. B. er forfatter af en
række videnskabelige (botaniske) og populærvidenskabelige
arbeider, og han har i en aarrække redigeret Bergens
museums aarbog og maanedsskriftet «Naturen».

Brundisium, se Brindisi.

Brune, navn paa Odin, se Braavallaslaget.

Brune [bryn], Guillaume Marie Anne
(1763—1815), fr. revolutionsgeneral. Ved revolutionens udbrud
bogtrykker og skribent. 1793 oberst i republikens hær.
1796 i Italien (Rivoli), 1798 i Schweiz (den Helvetiske
republik), 1802—04 gesandt i Tyrkiet, 1806—07
generalguvernør over Hansestæderne, 1804 marskalk. Gik 1814
over til Ludvig XVIII, 1815 igjen over til Napoleon;
hadet for sin strenghed mod Bourbonernes tilhængere.
Myrdet i Avignon.

Bruneau [brynå’], Alfred (1857—), fr. komponist, har
særlig gjort sig bekjendt ved sine kraftige og tunge
operaer til tekster af og efter Zola, som «Le rêve»
(1891), «L’attaque au moulin» (1893), «Messidor» (1897),
«L’ouragan» (1901).

Brunel [brynœ’l].

1. Sir Marc Isambard B. (1769—1849), fr. ingeniør, tjente
1786—92 i den franske marine, ledede en tid et kanonstøberi
i New York, kom 1799 til London, hvor han 1819 projekterede
og 1825—42 byggede Themsentunnelen. —

2. Isambard Kingdom B. (1806—59), søn af ovenn., byggede
Great-Western jernbanen og en mængde broer, hvoraf bør
nævnes kjedebroen ved Hungerford, ligesom han ogsaa gjorde
sig fortjent ved dokanlæggene i Cardiff og Sunderland
og byggede flere store dampskibe (f. eks. «Great Eastern»).

Brunella, se Prunella.

Brunelleschi [-le’ski], Filippo (1377—1446), den
ital. renaissances første banebrydende arkitekt; virksom
i Florens. Hans livsverk er den mægtige kuppel paa
domkirken i Florens. Vigtigere for renaissancearkitekturen
er andre af hans verker, som kirkerne San Lorenzo og
det sirlige Capella Strozzi ved S. Croce. Palazzo Pitti,
der er udført efter B.s udkast, blev det typiske forbillede
for den florentinske paladsstil.

Brunet [brynæ’].

1. Jacques Charles (1780—1867), fr. bibliograf, udgav
bl. a. det høit anseede verk «Manuel du libraire et de
l’amateur de livres» (5 udg. 1860—65, 6 bd.), hvortil
P. Deschamps og G. B. har leveret supplementer (1870—80, 3 bd.). —

2. Pierre Gustave B. (1807—96), fr. bibliograf og polyhistor.
Blandt hans talrige verker kan fremhæves «La France
littéraire au XVe siècle» (1865), «Études sur la reliure
des livres et sur les collections des bibliophiles célèbres»
(1873) o. fl.

Brunet (ogsaa udtalt bryne’t) er fr. brunet [brynœ],
brunladen. Deraf brunette om en kvinde af mørk
haarfarve (modsat blondine).

Brunetière [bryntiær], Ferdinand (1849—1906),
fr. litteraturhistoriker og kritiker, redaktør af «Revue
des deux mondes». Han beskjæftigede sig baade med
ældre og nyere litteratur, hævdede den ældre franske
digtning i modsætning til den nyere, stillede sig i
opposition til naturalismen og symbolismen, var i det hele
som kritiker noget doktrinær, men baade grundig og
ivrig, dertil en dygtig stilist. Blandt hans verker er
«Études critiques sur l’histoire de la littérature française»
(1880—1903), «Le roman naturaliste» (1883), «L’évolution

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>