Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Efterskrift (oktober 1919) - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
153
han resikerer at han ikke opdager det. Og ver
den er tilbøielig til at kalde for nar ikke den
som narrer, men den som blir narret. Det vær
ste ved den bedragne egtemands ulykke er at i
godtfolks øine er han ikke bare tragisk, men
ogsaa komisk; jo mere han har trodd godt jo
mere ler man av ham. Men det er et instinkt
som selv hunder og katter har og smaabørn vi
ser før de kan tale rent at forstaa og krympe
sig naar folk ler, ikke til eller med, men av
dem.
Middelalderens mennesker var i det stykke like
haarde som folk flest det er et faatal av dens
digterverker som behandler den bedragne egte
mands skjæbne med pathos. Tvertimot, dens ly
stige historier handler overveiende om hanreier.
For mig staar det som dens gjennemgaaende
sympati og respekt for hustruer i alle slags ut
gaver og i alleslags situationer bunder i at det
almindelige følelsesliv var dypt bevæget ved tan
ken om en hustrus enestaaende stilling: at hun
efter naturens orden var bestemt til at være et
andet menneskes eiendom og dog var en fri
baaren sjæl med det samme ansvar for sin egen
fortabelse eller frelse som enhver mand. Ut fra
det synspunkt skildrer middelalderens digtere
den mishandlede eller bedragne hustru med al
den pathos, den evner, og den utro hustru med
sympati. Hører hun til i de seriøse historier,
klær de hende i al tragediens glans og pragt, og
selv for mennesker som aldrig har læst en linje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
