Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fortale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overdrivelsen — lig den overdrevne udvidelse af maanens skive,
naar den er nær horisonten — tilskrives den næsten uundgaaelige
aberration af lyset, som fordreier enhver ny idé, medens den
langsomt hæver sig mod zenith.
I det, som følger efter indledningen, er der intet nyt
undtagen i fremstillingen. Jeg haaber ialfald, at der er intet nyt.
Da jeg begyndte at forfølge disse tanker, havde jeg ingen idé
om, hvorhen de vilde lede mig. Jeg var ikke desto mindre
ialfald dengang forberedt paa at være loyal mod methoden helt
igjennem og at følge naturen, hvilke konsekvenser der end maatte
drages. Men i næsten hvert eneste tilfælde, naar jeg havde
fremstillet, hvad der viste sig at være sandheden, i ord, der var tagne
lige fra naturens læber, blev jeg før eller senere overrasket ved
en bestemt lighed mellem den almindelige idé og noget, jeg havde
hørt før, og dette udviklede sig ofte i et øieblik, og naar jeg
mindst ventede det, til gjenkjendelsen af en eller anden velkjendt
troesartikel. Jeg søgte ikke efter dette resultat. Jeg begyndte
ikke med at opskrive dogmerne, som jeg gjorde med naturlovene,
og gav mig derpaa ifærd med at forsøge at parre dem. De fleste
af dem syntes i begyndelsen altfor langt bortfjernede fra
naturens verden til, at de engang kunde indgive en denne tanke.
Endnu mindre begyndte jeg med dogmer og arbeidede nedover
for at finde deres modbilleder i naturens sfære. Processen gik
fuldstændig den modsatte vei. Jeg trak naturloven op saa langt,
som det vilde gaa, og det tilsvarende dogme kom mig endog
sjelden for øie, førend jeg havde naaet toppen. Da viste det sig
klart i et eneste øieblik.
Jeg kan neppe nu afgjøre, enten jeg i hine øieblikke var
mest overvældet af taknemmelighed over, at naturen var saa lig
aabenbaringen, eller mest fuld af forundring over, at
aabenbaringen var saa lig naturen. Denne, det er sandt, er en del af
aabenbaringen — utvilsomt en meget større del, end man endnu
tror — og man kunde paa forhaand have ventet bare harmoni
her. Men at en overleveret theologi trods den ærværdige
sprogform, som den lidt efter lidt er bleven indhyllet i, skulde være
en i bund og grund og i alle hovedpunkter saa tro kopi af
«sandheden, som den er i naturen», kom som en overraskelse
over mig og var i det mindste for mig en tugtelse. Hvorledes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
