Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Udartning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Lad os nu vende os til en anden side af sagen
— til virkningen paa sjælen selv. Forsømmelsen
ikke blot bevirker, at sjælen gaar tabt af frelsen:
men den berøver den endog selve modtageligheden.
Udartning i den aandelige sfære indbefatter først
svækkelsen af evnerne til at modtage frelsen og til-
sidst tabet af dem. Den betyder i virkeligheden,
at selve sjælen bliver ruineret stykke for stykke,
indtil selve modtageligheden for Gud og hans ret-
færdighed er gaaet tabt.
Sjælen er i sin høieste betydning et stort mod-
tagelsesrum for Gud. Den er ligesom et kunstigt
kammer føiet til eksistensen og paa en eller anden
maade indbefattende eksistensen, et kammer med
udvidelige og sammentrækkelige vægge, — som kan
udspændes, naar Gud er dets gjest, i det uendelige,
men som uden Gud trækker sig sammen og ind-
skrumpes, indtil hvert spor af det guddommelige er
borte, og Guds billede er forladt af Guds Aand.
Man kan ikke kalde det, som er tilbage, en sjæl;
det er et sammenskrumpet, unyttigt organ, en evne,
som er dømt til døden, fordi den ligger ubrugt,
der falder ned som en vissen haand ved siden og
er en byrde for naturen ligesom en raadden gren
for træet. Naturen hevner sig saavel over vanrøgt
som over udskeielse. Vanrøgt er, naar det gjælder
den, ligesaa meget en synd til døden som mis-
handling.
Der er visse gnavere — muldvarpen f. eks, —
som har faaet smag paa at tilbringe sit liv under
jordens overflade. ’Og naturen har taget hevn over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
