Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Nordahl Brun.
Johan Nordahl Brun fødtes paa Gaarden
Højem i Bynæssets Præstegjeld den 21de Marta
1745. Hans Fader Svend Bruun havde først
været Handelsmand, men da det gik ud med
ham som saadan, havde han slaaet sig paa
Landbruget og bosat sig paa den nævnte Gaard
efterat væ/e indtraadt i sit andet Egteskab, med
Mette Cathrine Nordahl, en Datter af
Løjtnant-Vagtmester N. I sine første Aar tegnede
Nordahl Brun ikke til at blive den i enhver
Forstand stærke og storslagne Skikkelse, han siden
blev; han var som Barn svagelig og lidet fremme
for sin Alder, indtil han med et tog sig
saaledes op, at hans Moder kunde lære ham, da
han var blot 4 Aar gl., „at læse saa rent og
raskt i hver dansk Bog som nogen Voxen".
I 1749 flyttede Faderen fra Bynæsset til Klæbo,
hvor han med Iver lagde sig efter et forbedret
Jordbrug. Den lille Johan tog efter sin
Alder Del i Gaardsarbejdet og udviklede saavel
derved som ved alskens Idrætsøvelser sine
legemlige Kræfter. Af sin Fader lærte han
derhos nu Begyndelsesgrundene i Regning og
Skrivning, medens Moderen fortsatte hans boglige
Undervisning. Hun var en from, meget bibelsterk
Kvinde, og ved hendes Side havde han
allerede i 11 Aars Alderen læst Bibelen igjennem
to Gange og saaledes lagt Grunden til den
usedvanlige Bibelstyrke, der senere var
gjennemgaaende i hans Optræden som geistlig
Taler og offentlig Personlighed. Tolv Aar
gammel blev han indskreven som Underofficier i
det nordenfjeldske Skiløberkorps, og den
militære Løbebane, der nu laa for ham, syntes at
stemme lige saa meget med hans Forældres
Ønsker som med hans eget Sind. Men hans
Halvbroder, der just vendte hjem fra
Kjøbenhavn som theologisk Kandidat, fik i Forening
med en anden gejstlig Slegtning overtalt
Forældrene til at sætte ham til Bogen. Efter
privat Forberedelse af Halvbroderen blev han sendt
til Latinskolen i Throndhjem, hvor han strax
kom ind i Mesterlektien, uagtet han ikke havde
tilstrækkelige Kundskaber i Latin. Dette
ansporede hans energiske Selvfølelse, og han tog
sig nu saaledes sammen, at han efter tre Aars
Skolegang i 1763 kunde sendes til Kjøbenhavns
Universitet som en moden og i alle Henseender
udviklet Yngling, der i mange Stykker var
langt forud for sine Kammerater, bl. a. ogsaa
deri, at han som Mesterlektianer i Throndhjem
havde friet (paa Vers) til og faaet Ja af en
smuk sexten Aars Pige, Ingeborg Lind, der som
Slegtning var i Huset hos Grosserer Otto Beyer,
hos hvem han under sin Skolegang havde haft
Kostdage. Efter et Aars Ophold i Kjøbenhavn
vendte han med to Examina i 1764 tilbage til
Throndhjem, hvor han blev Huslærer hos
Kam-merraad Meincke og ved Siden deraf øvede sig
i at prædike, som han selv siger med saadant
Held, at han „snart følte sig som dertil fød og
baaren". I 1767 fulgte han Meinckes yngste
Søn til Sorø, og denne Leilighed benyttede han til
at tage theologisk Attestats. Efter tre
Maaneders anstrengte Flid havde han ilden
Manuduktør tilegnet sig tilstrækkelige Kundskaber i
Theologi til at faa Embedsexamen med Non
— han læste, som det dengang hed, ikke til
Karakter —, og før Halvaaret var tilende, var
Brun atter tilbage i Throndhjem, hvor han
nu tilbragte de følgende 3 Aar med at informere,
prædike og digte.
Efter Tullins Mønster skrev han (i 1769) et
Lejlighedsdigt, „Naturens Navnedag", hvis Vers
nærmest var en Hyldest til Biskop Gunnerus
i Anledning af dennes Tilbagekomst fra sin
nordlandske Rejse. Røgofret gjorde sin
Virkning, saaledes at da Gunnerus i 1771 afStruensee
kaldtes ned til Kjøbenhavn for at reformere
Universitetet, tog han Brun med som sin
Amanuensis. Men uheldigvis var han ikke sterk nok
i det tydske Sprog til at være Bispens
Sekretær, og han maatte se sin Post overdraget til
en anden. Han vilde nu gjerne optræde som
Prædikant i Hovedstaden, men altid kom en
Dansk ham i Forkjøbet. „Han gik da i
Fortvivlelse den Vej, som ingen Dansk (med
Undtagelse af Ewald i „Rolf Krake") endda havde
vovet at betræde:" han skrev i den franske
Tragedies Stil Sørgespillet „Zarine", opmuntret
hertil, som det synes, af hans Landsmand,
Tbea-terdirektøren Bredals gjennem en
Bekjendtgjø-relse i Adresseavisen udsatte Prisbelønning for
„den første danske Originaltragoedie". Stykket
blev opført 17de Februar 1772, gik flere Aftener
i samme Uge og gjorde, siger Forfatteren selv,
„megen Lykke baade ved Hoffet, hos oplyste
Mæcenater og det tænkende Publikum", skjønt
det paa den anden Side heller ikke gik fri for
Kritikens Indvendinger, og navnlig ikke med
al sin Sprogbombast og stilfulde
Mønsterrigtighed kunde blænde den sunde Sans og den
sikre Smag hos en saa harmonisk udviklet og
natursand Aand som J. H. Wessel, hvis
kostelige Parodi paa den hele franske Smagsretning,
„Kjærlighed uden Strømper," som bekjendt
nærmest fremkaldtes ved Bruns "Zarine". Endnu
i samme Aar skrev han et nyt Sørgespil,
hvortil han denne Gang, som det heder, efter
Antydninger fra højere Steder om derved at se
sine Befordringsudsigter forbedrede, tog Emnet
fra Fædrelandets Historie. Saaledes udkom
Høsten 1772 „Einer Tambeskjælver", men
uheldigvis for hans Forfatterstillings Uantastelighed
hos Datidens toneangivende Æsthetikere havde
Brun i sit nye Sørgespil vist sig for stærkt
patriotisk bevæget, og Kritikeren Baden fandt
endog, at de Danske deri gjorde en saa
ynkelig Figur ved Siden af de Norske, at „Einer
ikke kunde opføres under dansk Scepter". Brun
kunde imidlertid roligt lade Kritiken sige hvad
den vilde, da han kunde glæde sig ved en
vedvarende Gunst hos sine formaaende Beskyttere.
Efter Opfordring fra disse søgte og fik han kort
efter Bynæssets residerende Kapellani, og før
Aaret 1772 var tilende, havde han tiltraadt sit
Embede. Det følgende Aars Sommer giftede
han sig med sin Brud fra Mesterlektianerdagene.
Som Kapellan lejede B. de Huse paa Højem,
som hans Fader havde bygget og hvor han selv
var født. Hans Stilling var efter hans eget
Udsagn i økonomisk Henseende kun maadelig,
hans Bohave var som en „Strandsidders, men
hans Moders Kjærlighed, der havde sammsn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
