Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
plukket hvert Straa til hans Rede, gjorde ham
hans Træstole behageligere end
Mahogny-Otto-maner". Han skulde imidlertid ikke længe
forblive i sin Fødebygd: allerede efter halvandet
Aars gejstlige Virksomhed der blev han (April
1774) udnævnt til residerende Kapellan til
Korskirken i Bergen. Den virkelystne og kraftige,
men paa den anden Side overmodige og
hensynsløse Ordets Tjener kom under de nye
Forhold snart i Strid til flere Kanter, men gik
foldet meste ud deraf som Sejerherre og
befæstede sig mere og mere i Menighedens Yndest
baade som gejstlig Taler og Sjælesørger og som
administrativ Embedsmand. I 1793 blev han
forfremmet til Sogneprest, Stiftsprovst i Bergen og
Provst i NordhorcUen og Voss; i 1797 blev han,
efter dennes eget Ønske, adjungeret den næsten
blinde Biskop Irgens som Medhjelp, i 1803 fik
han, især ved Gehejmeraad Moltkes Indflydelse,
Biskops Rang og Titel, og ved Irgens’s Død
Aaret efter blev han udnævnt til dennes
virkelige Eftermand. I denne Stilling blev han
staaende til sin Død 26de Juli 1816. Hans
Hustru, med hvem han havde 8 Børn, der har
forplantet hans Navn og hans Navnkundighed i
vort Kirkelivs Historie, overlevede ham til
Aaret 1827.
Efter sin Forflyttelse til Bergen vedblev
Brun at optræde i Literaturen baade — skjønt
sjeldnere og svagere — som dramatisk og som
lyrisk-episk Digter (fra 1791 og 1818 har vi to
Oplag af hans „Mindre Digte" samt fra 1788 de
vidtløftige, i Alexandriner forfattede, men kun
af faa læste episke Digte ..Jonathan" og
„David"), men fornemmelig som homiletisk og
re-ligiøs-politisk Forfatter. Det havde været hans
Ungdoms ærgjerrige Drømme at skabe sig et
Digternavns Udødelighed; nu er hans poetiske
Frembringelser kun læste af Literaturhistorikere
eller kjendte af de Prøver, som findes optagne
i Anthologier til Skolebrug, naar undtages de
enkelte Sange, som endnu lever paa Folkets
Læber („Bor jeg paa det høje Fjeld." „For
Norge, Kjæmpers Fodeland"), og de Salmer,
som har fundet en Plads i Menighedernes
Kirkekor. Skjønt paa anden Vis og ad andre Veje,
end han tænkte sig, da han for et Aarhundrede
siden „i Fortvivlelse" betraadte den dramatiske
Forfatterbane, vandt han alligevel frem til Ærens
og Magtens Tinde, mens han levede, og til
Berømmelsens Navn efter sin Bortgang. Han var.
som Welhaven har betegnet ham, en Mand af
betydelige Dimensjoner, der ligner Kingo i
Karakter og Aandspræg. Lidenskabelig,
myndig, kampfør og kamplysten, imponerede han
sin Samtid, hvor han viste sig; han var en
Autoritet, hvis Ord gjaldt og ofte cirkulerede som
gangbare Repræsentativer for Undersøgelse og
Grunde; men han vandt ogsaa Hjerterne ved
sin varme og tillidvækkende Personlighed og et
Sind, der altid var aabent for andres Nød og
Jammer. Hans Tales Ild og mandige Magt
henrev alle, i Kjøbenhavn ikke mindre end i
Bergen; Krigerens Mod. Digterens Begejstring
og det nidkjære Alvor hos en Ordets Tjener
var forenet i Nordahl Bruns Person som Taler,
og ved sine ypperlige ydre Veltalenheds-Midler
beherskede han sine Tilhørere, saa at de sad
betagne i en Blanding af Beundring og
Ærefrygt. .,1 Krigsaarene 1807—1808 var han med
en sterk Alderdoms hele Energi inde i den
politiske Spænding: han belivede Stemningen,
han holdt Opmuntringstaler og skrev
Soldater-viser. Da en engelsk Orlogsmand 1808 viste
sig ved Bergen, forlod han sin Bispegaard og
begav sig ud til Befæstningerne: medens nu
Kanonaden fra den Kamp, hvori en afhans Sønner
deltog som Chef paa en Kanonbaad, drønede
udenfor Indløbet mellem Fjeldene, stod han
paa Havnebatteriet og opflammede ved sin Tale
Krigsfolket, der skulde modtage Fienden, om
han forsøgte at nærme sig Staden. Og i den
afsidesliggende By, mod Slutningen af Krigen,
da alt blev værre og værre, saa mangen
ængstet Sjæl op til ham som til den, der nok. naar
Nøden var størst, kunde klare det hele. I 1813
hendte det endog, at en Deputation af
Haandværkere foreslog ham at tage fuldt Regimente
over den Del af Landet og føre Folket an til Brød
eller Død." — Den politiske Omvæltningji 1814
tiltalte, saalænge den var under Forberedelse, ikke
Brun, der trods sin varme Patriotisme og sterke
Selvstændighedsfølelse. var en afgjort Tilhænger
af det Bestaaende, og navnlig stred han med
Mund og Pen mod Foreningen med Sverige; men
da Unionen først var kommen istand, var han
blandt dem, som hurtigst og mest ubetinget
sluttede sig til den nye Ordning, hvorfor han ogsaa
i et Brev fra denne Tid til sin i mange Maader
nærbeslegtede Aandsfrænde, Provst N.
Hertzberg, bad denne sige alle Svensker, „at han
skulde være Foreningen saa tro som trods
nogen Svensk." At den nye Konge ogsaa følte
sig forvisset om denne Stemnings Oprigtighed,
viser baade de Udmærkelser, han lod tilfalde
ham, og det Monument, han paa sin
Bekostning lod rejse over ham i Koret i Bergens
Domkirke.
J. B. Halvorsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
