Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i hine Aar forefaldne Begivenheder.
Fædrelandets Kød havde aabnet hans Øine for det i
geografisk Henseende Unaturlige i den politiske
Forbindelse med Danmark, og bragte ham til
at nære det Ønske at se denne afløst af en
Forbiudelse med Sverige og selv at arbeide for
en saadan. Fra 1809 blev saaledes
Tilveiebringelsen af en Forening mellem de to Riger
paa den skandinaviske Halvø, med Bibehold til
en ris Grad af begges indre Selvstændighed,
Maalet for alle Grev "Wedels Bestræbelser.
Dette kunde maaske have været naaet allerede
i 1809; men paa Grund af Forholdene trak det
endnu ud i fem Aar, inden han saa sit varmeste
Ønske opfyldt, idet hans Fædreland indtraadte
i den Union, hvoraf han lovede sig de rigeste
Frugter for dets politiske og materielle
Udvikling. Hans Stilling i Hjemmet var i disse Aar
langt fra behagelig, idet hans svenskvenlige
Politik paa en Gang berøvede ham hans
Landsmænds Tillid og gjorde ham til en yderst
mistænkelig Person i den danske Regjerings Øine.
Grev Wedel, der gjennem sin Opdragelse i
Udlandet havde undgaaet at hildes i den paa den
Tid i Norge, som i Danmark almindelige Uvilje
mod Sverige, betragtede Foreningen fra et
Standpunkt, som afveg altfor stærkt fra hans
Landsmænds Opfatning og paadrog ham en
almindelig Miskjendelse. der ikke lod hans
høi-sindede Betragtning af Unionen vederfares Ret.
At Regjeringen i Kjøbenhavn betragtede ham
med en lignende Mistillid, var ganske rimeligt,
især da Grev Wedel ikke var den Mand, som
pleiede at skjule sine Meninger, men aabent
udtalte, hvad han ansaa for at være til Norges
sande Gavn. I 1811 blev han endog midt om
Vinteren ved et Hbud kaldt til Kjøbenhavn,
itden Tvivl, forat Regjeringen derigjennem kunde
faa Anledning til at undersøge hans Forhold
og fjerne ham fra Norge, da der netop paa
den Tid i Kjøbenhavn gik Rygter om, at
Sverige paatænkte et Angreb paa dette Land.
Grev Wedel fulgte ogsaa denne Opfordring,
der blandt hans svenske Venner fremkaldte ikke
ringe Uro. Kun et Par Dage, efter at hans
anden Søn var født. forlod han sit Hjem og
var 1ste Marts i Kjøbenhavn, hvor han, tiltrods
for Regjeringens Mistillid til hans Politik, paa
allerhøieste Sted blev behandlet med stor
Forekommenhed. Der skal endog ved denne
Leilighed have været Tale om at tilbyde liam en
høi Post i Danmark, for derved at drage ham
bort fra Norge; men han skal med Bestemthed
have afslaaet dette.
I 1814 befandt Grev Wedel sig ved
Kielerfre-dens Afslutning atter i Danmark, hvorfra han strax
begav sig overland gjennem Sverige til Norge.
Han deltog i Rigsforsamlingen paa Eidsvold, hvor
imidlertid de af ham og hans Meningsfæller
forfægtede Anskuelser ikke fandt megen
An-klang. Om Høsten var derimod Situationen en
ganske anden, og da det overordentlige
Storthing havde besluttet Foreningen med Sverige,
blev Grev Wedel Formand i den Deputation,
som overbragte Karl Johan den officielle
Meddelelse om denne Begivenhed.
Til at indtage en Plads i den nye Regjering,
der dannedes efter Foreningen, maatte Grev
Wedel være selvskreven. Ved Valget af de
kongelige Raadgivere havde han ogsaa en
afgjørende Stemme og viste her sin fordomsfrie
Statsklogskab fra en glimrende Side, idet han
anbefalede Kronprinsen at sammensætte
Regjeringen kun efter Dygtighedshensyn, uden at
lægge Vægt paa det politiske Standpunkt, som
dens Medlemmer havde indtaget i Aarets Løb.
Selv overtog Grev Wedel Bestyrelsen af det
ansvarsfuldeste Departement,
Finantsdepartementet, som netop da frembød særegne
Vanskeligheder. Det lykkedes ham imidlertid, med
Bistand af sin Expeditionssekretær I. H. Vogt,
at overvinde disse og lægge Grundvolden til et,
ordnet Pengevæsen, som senere stadig
forbedredes. Det haarde Tryk, hvorunder Landet
led i hine Selvstændighedens første Aar,
paadrog ham imidlertid, tiltrods for alle hans
Anstrengelser for at lindre Folkets Byrder, en
almindelig Upopularitet, der tilsidst i 1821 endog
førte til en Anklage for Rigsretten, hvorfor
han dog ved den endelige Dom blev aldeles
frifunden. Under denne almindelige
Miskjendelse maatte Grev Wedel ogsaa savne
Bevidstheden om, at han ialfald havde sin Konges
Tilfredshed og i denne kunde finde sin Trøst.
Karl Johan havde nemlig aldrig troet at være
aldeles sikker paa ham, og da nu dertil kom
en stærkt fremtrædende Meningsforskjel med
Hensyn til Finantsstyrelsen, blev Forholdet
snart i den Grad forværret, at Grev Wedel i
1822 trak sig tilbage fra det offentlige Liv.
Han tilbragte derefter en Række af Aar,
væsentlig beskjæftiget med Bestyrelsen af sin
Svigerfaders store Eiendomme ved Christiania,
Bogstad Gaard med Nordmarken og Krokskoven
samt Bærums, Moss og Hakedalens Jernverker,
hvilke han ved Peder Ankers Død i 1824
overtog for sin egen Regning. Han riste sig ogsaa
her paa et mindre Virksomhedsfelt i Besiddelse
af det samme Talent, som han havde lagt for
Dagen under sin Bestyrelse af
Finantsdepartementet, og det lykkedes ham inden sin Død at
bringe de indviklede Affærer, som han først
efter store Betænkeligheder havde overtaget, i
en forholdsvis meget gunstig Stilling. Han var
ogsaa i disse Aar Medlem af flere Storthing,
hvis Præsident han jævnlig var. Tillige
forbedredes i den Tid, hvori han var uden nog’et
offentligt Embedshverv, Forholdet mellem ham
og Kongen, som nu fuldstændig erkjendte, hror
meget han og Norge skyldte Greven, hvorfor
han ogsaa, da han under den politiske Krise i
1836 bestemte sig til paa Ny at besætte
Statholderposten, betroede denne til Grev Wedel.
Allerede i sine yngre Aar havde Grev
Wedel ved den Uforsigtighed, hvormed han
behandlede sin egen Person paa Reiser,
paa-draget- sig Anfald af Podagra, en Sygdom, der
for Øvrigt var arvelig i hans Slægt. Denne
blev stadig stærkere, og da ogsaa
Stensmerter sloge sig til, maatte han om Sommeren
1840 reise til Wiesbaden, for der at forsøge at
rinde sin Helbred tilbage. Her døde han
imidlertid 27de August, som en Følge af en mislykket
Operation. Hans Lig blev samme Høst ført til
Antwerpen og derfra hjemhentet med
Dampskibet „Nordkap", som bragte det til Jarlsberg.
Fædrelandet forstod ved hans Død, hvad det
havde tabt i denne sin Søn, og med Sorgen
forstummede ogsaa al Miskjendelse.
Yngvar Nielsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
