Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Esaias Tegnér
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
66
Esaias Tegnér.
Endnu mere Berømmelse vandt Tegnér ved sit Digt »Svea«, der 1811
blev prisbelønnet af Akademiet. Det anslog Strenge, der gåve stærk Gjenlyd
i Folkets Bryst, det talte myndigt og dømmende om Tidens Vanart, det
opflammede ildfuldt og kraftigt til at følge Fædrenes Spor og ikke forsage i
Kampen, og det forjættede i store, dristige Billeder en herlig Fremtid for
det gjennem Kampen gjenfødte Fædreland. Det er ved sin Tone et Vendepunct
i den svenske Digtning, men det er det ikke mindre ved sin Form; thi medens
Digtets første Halvdel endnu bevæger sig i den traditionelle, alexandrinske
Tact, bryde pludselig Tankerne den trange Form og styrte videre som en
svulmende Fos i frie Rhythmer. Digtets Slutning er et fuldstændigt Affald fra
den rette akademiske Lære, men desuagtet kunde Akademiet ikke andet end
tilkjende det sin Pris. Dog maa det siges, at det allerede i sin første
alexandrinske Del er naaet ud over Akademismens tomme Rhetorik; den rhetoriske
Svada, som »Svea« ikke er fri for, rummer kraftige Tanker og er ikke bestemt
til at skjule Mangelen paa dem.
Da Tegner som en af Sverigs populaireste Mænd i 1812 kom til
Stockholm, blev han strax dragen ind i de litteraire Kredse. Nærmest sluttede han
sig til Götherne; han blev Medlem af deres Forbund og skrev adskillige Digte
i »Iduna«, men opgav aldrig saa meget af sin Selvstændighed, at Götherne
kunde regne ham for en af deres Trofaste. Til Akademismens Veteraner stod
han i et venskabeligt Forhold, han dømte mildt om deres Fejl og fremhævede
deres Fortrin, som Samtiden var saa tilbøjelig til at glemme i Kampen mod
dem; Gustafs Tidsalder stod bestandig i et skjønt Lys for Tegner, og det
smukke Billede, han mange Aar senere gav af den i sin berømte Tale ved
Akademiets Halvhundredaarsfest, hentede sine Farver fra det milde Sind,
hvormed Tegner forsonende dømte den litteraire Kamps Overdrivelser. Hos de iltre
Phosphorister høstede han Skam til Tak for denne neutrale Holdning; de
henregnede ham til de »teckanförbidande Neutrer« og lode ham høre ilde for hans
Mangel paa et bestemt Partivalg. Tegnér blev ikke Svar skyldig paa disse
Angreb, men persiflerede selve Skolen f. Ex. i Digtet »Polarresan« og en af
dens Høvdinge i det vittige Digt »till Hammarspik«. I sine berømte Taler ved
Reformationsfesten 1817 og ved Magisterpromotionen i Lund 1820 fremhævede
han skarpt Phosphorismens Mangel paa Klarhed i Udtrykket og dømte denne
Udtrykkets Uklarhed som en Uklarhed i selve Tanken ved den bekjendte
Sætning: »det dunkelt sagda är det dunkelt tänkta«.
Medens Tegner saaledes hævdede sin Selvstændighed mellem Partierne
i den svenske Litteratur, var hans levende Phantasi let modtagelig for Indtryk
udefra, og man kan i hans rige Productivitet kjende Paavirkning af Tidens
største Digtere, af Goethe, af Schiller, af Byron og af Oehlenschläger. Aanden
i den Tegnérske Digtning er ikke stærkt individualiseret, og hvad det Formelle
angaaer, da er af de ydre Former enhver ham lige underdanig, et saa
beundringsværdigt Mesterskab har han i Behandlingen af Sproget. Hvad der bliver
tilbage som det egenlig Characteristiske for Tegnér er hans Forkjærlighed for det
Rhetoriske og hans vidunderlig rige Billedverden; i dette Characteristiske ligger
der en Fare for det Poetiske, som især Tegnérs Efterfølgere ere bukkede
under for, medens hans egen Digtning havde saa sunde Rødder i Poesiens
Jordbund, at den. ikke lod sig kvæle af de altfor frodige Slyngplanter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
