Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Martin Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132
Poul Martin Møller.
Den stolte Svane, den hvide Fregat,
Høit seiler i Luften i dunkle Nat
I Maaneskin.
Den tumler ned og mister sit Vær,
Og med Roser glimre dens Liliefjær
I Maaneskin.
Sin bøiede Hals den endnu engang
Høit løfter, og sjunger sin hule Sang
I Maaneskin.
I lodne Tasker vi gjemme vort Rov,
Thi nu slukkes alt over sorte Skov
Vort Maaneskin.
Som en Kjæmpe hilser i sorte Nat
Os Borgen hist med sin røde Hat
I Fakkelskin.
Men naar det lyser paa østre Toft,
Kommer Fruen med Viin udi høien Loft
I Solens Skin.
Scener i Rosenborg Slotshave.
I. En gammel Pedant.
Langs hen med Væggene paa Byens Gade
Jeg som en Hønsetyv mig listed’ om;
Her leger jeg nu Skjul iblaodt de Glade,
For Lyset frygtsom og med Ryggen krum.
See, hvor fortrolig Cavaleren bukker
Og nikker til det unge Rosenblod,
Mens jeg bag Busken staaer forsagt og
sukker,
Gud veed, hvorfra han faaer sligt Heltemod!
Jeg koster udi Kjoler mange Penge,
Men een er mig for kort og een for lang,
Og alle paa min lærde Krop de hænge
Som Fugleskræmmen paa en Humlestang.
Og disse Nankins Buxer var saa nette.
For fjorten Dage siden splinternye,
Men nu tilredte fælt af Blæk og Plette, —
Er det et Under, man er folkesky?
Og Ærmet strax forslidt ved Haanden bliver,
Opslaget med det første falder fra;
Hvis man sig til lidt Hæder stundom skriver,
Saa skriver man sig ogsaa Hæder fra.
0, I velsignede, hvidklædte Skjønne!
I ta’er mit Hjerte for en slukket Praas;
I tage feil. Smaapiger i det Grønne!
Varmt er det, ikkuns Munden er i Laas.
Mit Bryst en haabløs Længsel stedse fylder,
Naar jeg beskuer eders favre Krands,
Skjøndt fjern, jeg her i Skammekrogen
hylder.
Som feig Tilbeder, eders rige Glands.
Tro mig, min Aand har Ungdomsild i
Grunden,
Endskjøndt den gaaer med Dødens Liberi;
Saae I ei før en Bog, som, sletindbunden,
Forinden havde deilig Poesie?
Det gaaer mig som en ung eenbenet Kriger,
Paa Ballet gad han gjerne daudse med;
Hans Hjerte svinger med de unge Piger,
Men Kroppen bliver paa det samme Sted.
Gid Pallas vilde Skyen om mig hænge,
Hvori useet jeg kunde skride frem;
Om her jeg tover stakket eller længe,
Saa maa jeg dog profecto eengang hjem.
Dog freidigt Mod den kjække Lykke frister,
Jeg vover mig fra denne mørke Krog,
Og ved min Stok jeg gandske langsomt lister
1 Gangen mellem dette lange Tog.
II. En Tigger.
For mig maa nu Skildvagten blive sort,
Saa slåp jeg dog gjennem Havens Port.
Naar han efter Trappetøsene kiger,
Jeg passer mit Snit og herind mig sniger.
Saadant et langt, opløbet Dyr
Troer ret, han er en Fandens Fyr,
Naar han kan staae baade Dag og Nat
Ved et Skilderhuus og med Fjer i sin Hat.
Hau troer, han er bedre end en anden,
Fordi han er gjort til at skydes for Panden.
Jeg aldrig i Verden hørte Måge,
At vise pjaltede Folk tilbage!
Man trænger jo allermeest til Solen,
Naar man har store Huller paa Kjolen;
Desuden vil kloge Folk jo sige,
At Solen er baade for Smaa og for Rige.
Nu maa jeg passe paa mit Skud
Og mærke, hvem der seer barmhjertig ud.
Der gaaer en Fyr i rød Mundering,
Han har nok en temmelig smal Fortæring.
Der gaaer en Student med to lange Been,
Har han to Skilling, saa faaer jeg een.
Den lille Jomfru, som hisset kommer,
Hun har formodentlig blinde Lommer;
Desværre, der bruges ei nu for Tiden,
At Qvindefolk gaae med Lomme paa Siden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
