Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Martin Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
133 Poul Martin Møller.
Men jeg maa hen i en større Stimmel,
Min Plov gaaer bedst i en blandet Vrimmel;
Folk giver Skjerven med større Fryd,
Naar de har Vidner paa deres Dyd.
Man kan løbe en Dag her i Kongens Park,
Før man faaer sanket en ussel Mark,
Og saa vil Publicum takkes til,
For det sine Pligter opfylde vil. —
O, hvis jeg blot een Dag maatte raade,
Da skulde de Rige foruden Naade
Rives og knibes med gloende Tænge
Og paa et Spid over Ilden hænge,
Eller slides itu af fire Heste;
Men det er da endelig det Bedste,
At deres Qvide faaer aldrig Ende,
Naar de i Helvedes Luer brænde. —
Naar saa jeg Stakkel engang er død
Og kommet vel i Abrahams Skjød,
Saa maae de kalde mig for en Slyngel,
Hvis jeg skal lædske dem og der’ Yngel.
Her gaaer nu og den arbeidende Klasse ;
Istedet for sit Kald at passe
Og slide for dem, som har Behov,
Den spilder Tiden i denne Skov.
Med mig er det da en anden Sag,
Gud veed, jeg gaaer her ei for Behag;
Men det er jo engang min Bestilling
At gaae og bede Folk om en Skilling;
Enhver bør drive sin Næringsvei,
Farvel.
Farvel, min velsignede Fødeby!
Min Moders Gryde ryger i Sky,
Min Faders Qvie gumler i Stald,
Min Søsters Hane sover paa Hald.
Jeg vil løbe min Vei.
Farvel, du min Farfaders gamle Huus!
Hav Tak for 01 af vort Gildekruus,
For Dørtræet, hvor jeg med Ranglen sad,
For Moders Melk og for Tyggemad
Og Springom i vor Lo.
Leerstampede Gulv, hvor med Skjorte paa
Jeg lærte krybe, jeg lærte gaae!
Nu kjedes jeg plat ved saa stakket Gang,
Og Stuen bliver mig alt for trang.
Jeg maa løbe min Vei.
Lad Oxen bindes ved Huusmands Plov,
Jeg priser den vildene Hjort i Skov.
Naar Anden rokker i Rendesteen,
Er den sneehvide Maage dog vel saa reen
Mellem Himmel og Hav.
Jeg vandrer og seiler foruden Ro;
Jeg" slider vel hundrede Soller af Skoe.
Al Verdens Kringel og snurrige Bold,
Baade hvor den er varm og hvor den er kold,
Vil jeg rigtig besee :
Appelsiner og Druer og Granens Tap,
Frøkener, Fruer og Ridder og Knap!
Jeg vil glide paa Ski ved Nørrepol,
Og gaae nøgen for Otaheitis Sol
Med en Krands af Koral.
Sin Skjæbne frister den friske Månd.
Kanskee jeg som Ridder fra fremmed Land,
Med sneehvide Heste for Gyldenkarm,
Kommer lijem med en Kongemø i min Arm
Til min Moder igjen.
For det første den rygende Grød jeg flyer
Og synger op udi vildene Skyer:
Hurra, blaatrøiede danske Knøs!
Heis Pjalten i Veiret og Skuden øs!
Snart vi flyver afsted.
Freidigt Liv.
Min Fader mig tog fra min Moders Kind,
Han vel i sin Trøie mig svøbte,
En Psalme blev suset af Nordenvind,
Den salte Bølge mig døbte;
Min Vugge var det atlantiske Hav,
Min Vugge den blev til min Faders Grav.
Af Kloden jeg er et reisende Lem,
Jeg gjester de grønneste Lunde,
Men intetsteds et blivende Hjem
I Verden fængsle mig kunde;
Hvor Blyet synker halvtredie Favn,
Der finder jeg mig i min Faderstavn.
Min Broder jeg fandt bag den Greves Plov,
Han drev tre svedige Stude;
Med en høirød Hue han gik og sov,
Og tungt hans Hoved mon lude;
Som Fluen skrider paa tjæret Dæk,
Hans Træskoe gik i det sorte Dræk.
Blot fire Heste jeg har paa Stald,
Men aldrig i Verden de trættes,
Og aldrig jeg bruger et Pidskeknald,
Skjøndt blot af Luften de mættes;
Foruden Vinger og uden Been
De løbe omkaps med den vilde Reen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
