Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Arnold Wergeland.
207
Wergeland blev Student 1825 og ned sin Befrielse fra Skolelivets Tvang
med en livfuld Naturs ubundne Frejdighed. Studenterlivet bevægede sig den
Gang ikke i de eleganteste Former; tvertimod var der ikke saa liden Raahed
forbunden med den akademiske Ungdoms Liv og Færden, og Wergeland var
ikke den, der følte nogen Trang til at holde igjen. Med en frodig Livslyst, en
altid aaben Modtagelighed og et kraftigt Legeme tumlede han sig blandt sine
Kammerater i første Række, men midt i de vilde Excesser bevarede han en
Begejstring for det Ideale og en Friskhed i sin Tanke, der har givet sig et
betegnende Udtryk i hans første righoldige Production.
Som med en Naturkrafts Vælde brød denne Production frem i
Wergelands Studenteraar; intet Emne laa ham for højt, intet Indtryk gik liam forbi
uden at berøre Sangbunden i hans Indre, og intet ydre Baand kunde hæmme
hans colossale Skabedrift. Men heller intet Hensyn til Traditionerne om Poesiens
Væsen, ingen Iagttagelse af anerkjendte Regler standsede hans Digterflugt, og
derfor er hans Production i denne Periode lige saa formløs og utilgjængelig, som
den er frugtbar og rig paa enkelte geniale Fragmenter.
Mere end om alt Andet gjælder dette om Wergelands gigantiske Værk
»Skabelsen, Mennesket og Messias«, et Digt paa mere end 700 Sider, som den
enogtyveaarige Forfatter »nedrablede« paa omtrent et halvt Aar. Med glad
Stolthed sendte han dette »Menneskehedens Epos og Republikanernes Bibel« ud
i Verden som et Udtryk for de Ideer, »der gjennemglødede hans hele Væsen og
bestemte hans hele Virken;« men Verden mødte det med en Kulde, som stod i
et grelt Misforhold til den Glødvarme, der havde frembragt det. Og i dette
Tilfælde laa Skylden nok mere hos Digteren end hos hans Publicum. Det kunde
allerede falde svært nok at interessere en større Kreds for et ganske ungt
Menneskes Opfattelse af Livets højeste Problemer og mørkeste Gaader; men
naar selve Forklaringen gives i en Form og et Sprog, der gjør den endnu
dunklere end selve Gaaden, saa er det undskyldeligt, om man vender sig bort
fra Læsningen af et saadant poetisk Arbejde, lige som det er forklarligt, at
Digteren troer sig miskjendt og søger Grunden til sit Værks Upopularitet hos
sine Læsere i Stedet for hos sig selv.
Dette var netop Tilfældet med Wergeland, der indtil det Sidste
betragtede »Skabelsen, Mennesket og Messias« som sit Hovedværk, som det, hvori
han havde nedlagt sin Livsanskuelses Centraltanke. Det er af denne Grund
nødvendigt at dvæle nogle Øjeblikke ved denne Digtning og at glemme dens
utrolige Fejlgreb og ubegribelige Smagløsheder for at følge den Traad, der samler
de enkelte Dele til en Helhed.
Digterens Blik paa Mennesket og Historien seer to Principer udfolde sig,
som alt fra Begyndelsen af ere tilstede. Mennesket er skabt som et Væsen,
der staaer i nøje og inderlig Forbindelse med Naturen; som et saadant
Naturvæsen staaer han over den øvrige Skabning, hvis Behersker han er, men han
er endnu ikke naaet til Aandens Højde. Han har kun en Anelse om det
Hinsidige og skal langsomt, men harmonisk og uforstyrret i sin Udvikling, gjennem
en lykkelig Tilværelse voxe op til en højere Fuldkommenhed. Men denne
forudbestemte Udviklingsgang forandres, inden den endnu er begyndt, derved at
Naturmennesket besjæles, idet en trodsig, tvivlende Aand Phun-Abiriel tager
Bolig i den slumrende Adam, medens til Gjengjæld den af Kjærlighed besjælede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
