Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208
Henrik Arnold Wergeland. 208
Aand Ohebiel tager Sæde i Evas Sjæl. Herved er der bragt en Splid ind i
Skabelsesværket; en aandelig Magt, der vil drage Menneskeætten opad, er
forbunden med den oprindelige jordiske Natur, og Menneskehedens Udvikling har
nu til sit Maal, at skaffe det Aandelige Sejr over det Jordiske, lige som Historien
kun er en Udfoldning af denne Kamp i enkelte Optrin. Dette vises i Digtets
andet Afsnit, hvor vi fra Scene til Scene blive Vidner til Kampen mellem
Naturlivet og Aandslivet, mellem Retten og Styrken, idet Digteren fører os gjennem
alle Tider fra Adam til Christus og gjennem alle Lande for at male sine Optrin
af Menneskehedens Udvikling fra vild Overtro og raat Tyranni til sand aandelig
Frihed og Kjærlighed. Dette Udviklingens Endepunct er naaet i Christus, hvis
Liv og Virken er Gjenstand for Digtets tredie og sidste Afsnit, og hvad der i
Historien ligger senere end hans Fremtræden, er kun Slægtens nødvendige, om
end langsomme Stræben fremad for at naae det Fuldkommenheds- og
Kjærlig-hedsideal, som han holder den for Øje, og som her paa Jorden skal realiseres
i en Samfundstilstand med almindelig Frihed, Lighed og Broderfølelse.
Grundtanken i dette Wergelands Hoveddigt er ikke ny, men den er især
i det første Afsnit gjennemført med et ofte genialt Digterblik og har
fornemmelig faaet et skjønt Udtryk ved den Maade, hvorpaa Forskjellen mellem den
mandlige og den kvindelige Sjæl er udtrykt. Ogsaa mange andre enkelte Partier
minde ved sublim Tankefylde eller kraftfuld Udmaling om et sandt digterisk
Udspring; men Digtet bliver ikke desmindre i sin Helhed ulæseligt ved den Bredde,
hvormed andre Partier ere skrevne, ved en Ophoben af Billeder, der ikke lade
sig gribe, ved en utøjlet Phantasis vilde Flugt over Stok og Sten, ved en
Mængde Platheder og Smagløsheder og ved et Sprog, der bliver krampagtigt i
sin Stræben efter trods sin Tyngde at flyve mod Solen.
Det Ideal af den kvindelige, i Kjærlighed hengivne Sjæl, Wergeland
har tegnet i Ohebiel, havde sin Rod dybt i hans Sind og kommer i mange af
hans øvrige Digte frem under Navnet Stella. Det var blevet skabt hos ham
ved hans første ideale og luftige Ungdomsforelskelse, der var fri for enhver
Tanke om sandselig Attraa, og det led ingen Besmittelse ved en følgende
Kjærlighed, under hvilken hans daværende og tidligere Elskede smeltede sammen
for hans drømmende Blik i denne rene, ætherklare Kvindeskikkelse, hvis Billede
stedse stod for ham og inspirerede hans Digtning; denne gik i hans
Ungdomsarbejder — »Digte, 1ste Ring« — henimod en Idealitetens Region, der slet
Intet havde at gjøre med Virkeligheden, og hans Poesi var i denne Periode en
lyrisk, ofte exalteret og i Exaltationen dunkel Udtalelse af inspirerede Syner,
der viste sig for hans indre Øje uden at have nogen fast Grund i en Betragtning
af den virkelige Verden.
Men paa samme Tid omfattede Wergeland netop denne Virkelighedens
Verden i en anden Henseende med Kraft og Alvor. Naar han i sit store Digt
rasede mod Konge- og Præstevælde og saae Menneskehedens Maal i en lyksalig
Opfyldelse af Trangen efter Frihed og Lighed, da udtalte han her kun sin
politiske Overbevisning og havde den alvorlige Hensigt at føre sit Liv som en
tro Commentar til Digtet. Christendommen og Republiken — det var de to Ord,
han skrev paa sin Fane, og han tvivlede ikke om, at den første, opfattet og
udført i xland og Sandhed, maatte føre til den sidste. I sine politiske Digte
besynger han med glødende Ord Frihedens store Helte og føier lige varmt for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
