Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Henrik Arnold Wergeland. 212
Se, Tegn og Tro — det Visse er nok skjult
som Livsblodsdraabe i Evigheds inderste
Hjerte —
er endnu Eders Viisdoms Fostermelk!
Ja bøjer Eder, Aander, for den Klump!
Thi Eders Viisdom, som begejstret vilde
paa Udødelighedens morgenrode Vinger
igjennemflyve Rummets Vidder,
til Gud I saa, indtil hans Lyshav strømmed
jer nært imøde — se den standser, synker
i dette Dynd! Fra indbildt Seerhøjde
af denne Klump, vil Aanden slæbes ned
i Afsinds Dybder, grubler den derover;
og dens Lyksalighed vil splittes ad,
som Sky i Dug, af denne døde Damp,
som egger op dens Skarpsind saa forgjeves.
Jeg vil dog gruble, skjønt det mig fortærer.
Ohebiel.
Ak tvivlfulde Phuniel, min Sorg!
djærve Abiriel, min Fryd !
Phun-Abiriel, min Vemods Elskov!
Hvor uden rugende over dampende Kloder, for
Gud at belure — ja under Livets
Undfangelse , —
finder min Sorg dig, Abiriel?
Phun-Abiriel.
Hvor er den Gud? Hans Kraft jeg seer
kun, hører
som Støvskyer Verdner suse i hans Fodtrin.
Jeg skuer did, men seer som forhen Intet,
Ak, Intet uden Sporets dybe Hvirvel,
hvori til Afsind, uden at den drukner,
min Aand fordrejes. Ha, var ej min Tanke
saa let og tom, den, mørk som denne Klode,
synlig rullede frem, og Jeg, som Gud, da skabte.
Skjønt Aand, og skjønt jeg er,
hvorhelst jeg tænker mig, flux flyttet hen,
dog naar jeg tænker »Gud« , og vil Ham se,
da er jeg hvor jeg var da Tanken talte,
ombrust, bedøvet af hans Verdner.
Ohebiel.
Dog skal, ulykkelige Aand, min Ømhed
din Grublen evig klarnende ledsage,
som Faklen , der i Mulmet modig trænger
igjennemborende Midnattens Hjerte.
Og jeg vil tale til dens Eensotnhed;
dens vilde Spørgsmaal blidelig besvare.
Phun-Abiriel.
Ohebiel, du seer en Skygge sortne
min stjerneklare Form igjennem, fra
mit Indre sig udbredende — den er
min Graad, og denne er Abiriels Tak.
Ohebiel.
Betænk da Daarligheden, at en Aand,
fra Støvet nys forløst, for tusind Omhvælv
af Himlen siden, vil forlange
at se den Evige! det naa kanhænde
de ældste skabte Aander, som har levet
paa længst udslukte Stjerner, som Akadiel.
Betænk, at om du Græssets Spiren kjendte,
da holdt du Skabelsens Nøgle i din Haand!
Men se, mens neppefødte Kloders Damp
kun er den syge Næring for din Grublen,
dens Dug, hvoraf den voxer i sin Skygge,
og Verdnerne kun sammenrullede Gaader —
se, Phuniel, de andre glade Aander,
ja selv Akadiel, Aanders Førsteblevne,
ved hver en nyskabt Jord sig fryde,
som om den var en Blomme sprungen ud
i Skaberens Spor paa Farten gjennem Altet.
Thi til Lyksalighed de skabt den vide.
Og glem ej, Phun-Abiriel, at almægtig
Algodheds milde Sol fremkaldte Dig,
en Aand, af Støv, en Aand, der leve skal
om Verdnerne som Blomster visne hen,
og at almægtige Alviisdom var
den milde, men dog kjæmpestærke, Strøm,
der rev dig hen som blinde Frø , der hist
til Skud og fjernere til Palme bliver!
Phun-Abiriel.
Erindringen jeg ene har;
deraf jeg lever, Dyret lig af Drøv.
Ohebiel.
Er den ej alle Aanders Kundskabs Hjerte?
Som Legemet om Hjertet, deres Viden
rundt deres første Værens Minder voxer.
Det første Ord, i Moders Øre gjemt,
i Aanden staar endnu som friskt nedskrevet,
og i din første Tanke diede
og greb du alt Udødelighedens Barm.
Men se, o Phuniel, i Verdens Skue
er Kundskab, de Udødeliges Næring,
i maalløs Rigdom frem for Aanden lagt;
og med hans Kundskab øger sig hans Magt.
Som Tvillingbørn, der af Omfavnelser
sin Væxt og Lighed synes at erholde,
de voxe i hinaodens Ild og Lys,
saa Evigheder blive dem for snevre,
som Barnedragt for Ynglings Skulder glider.
Og hans Tilværelsers Erfarings Dynge
bestandig voxer; den er Aandens Bjerg,
hvorpaa sin Viisdoms Borg han bygger, og
hvorfra han Verden viden overspejder.
Phun-Abiriel.
Hvad nærmer sig vel ad Uendelighed?
Hvad bringer denne Stirren ud i Rummet,
den Eviges Tankekreds, uden stum Beundring?
Og ned Beundring knuger, ej opløfter.
Ohebiel.
O den er Aandens Kjærlighed og Offer
til Ham, den Evige!
Phun-Abiriel.
Et dovent Leje
den er, hvor alle Kræfter sove ind.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
