Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Arnold Wergeland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Arnold Wergeland.
213
Men Phuniel har rejst sig derifra.
Ind i sin Evighed han stirrer vaagen.
O he biel.
Spejd ikke efter Gud! vær glad som Barnet!
End er du kun blandt Aanderne et Barn.
Find Leeg for Øjet i Hans Verdners Skjønhed !
Haab alt af din Udødelighed, der saa,
skjønt ung endnu, jo Verdner at forgaa!
Phun-Abiriel.
End Barn blandt Aanderne er Phun-Abiriel?
Var ej hiin Klode, der saa rødlig flammer,
min Vugge, hvor jeg vaagnede imellem
vidunderlige Dyr og Planter? Den
var Legepladsen, hvor jeg voxed frem,
indtil jeg kastede, som Ormen Hammen,
den smukke Sandsedragt, som mig omhylled,
og som en Slange, nøgen som en Lynild,
kom frem af Mulden her i Rummets Øde.
Da endte jeg min Barndom.
Ohe biel.
Lign da heller
en trodsig Yngling, Phuniel!
Phun-Abiriel.
Ja, hvi seer
jeg ej min Fader?
Ohe biel.
Phuniel, seer du ikke
hans Klædebon nedrullet over Dybet?
dets mørke Folders Bølgen i dets Dampe?
i Stjernebuen Perlerne i hans Belte?
Og naar hans Digt, Alverden, du har læst,
og fattet den Alkjærlighedens Højsang,
da haab og tro, Du vil hans Aasyn se!
Phun-Abiriel.
Til Haabets Siv sig ogsaa Aander læne?
Og Troens Regnbu-Solskjærm, som vi bar
engang, som Støvets Konger, over Hov’det,
og som Bedrag’re svor var rette Himmel,
at ej Fornuften vild sig skulde flyve,
naar over sig den saa den fri og sande,
mens blodige Sener endnu lænked den
til Mulden — skal den Aanderne bedække?
Nej, kun hvad Phuniel veed, det vil han tro.
Begreb og Tro hos Aanderne er Eet.
Thi Gud ej vil, at de uværdigt tro
hvad han ej har tilladt dem at begribe
ved Kraft dertil i deres Sjel at lægge.
Hvad jeg begriber tror jeg først, og lægger
som funden Skat det til min Kundskab.
Ohebiel.
Din Kundskabs-Kjerne er da Tro, hver Aands-
kraft
kun det Erobrende for Troen.
Phun-Abiriel.
Ja,
til ingen Gaade, selv ej den, som er
v Draaben gjemt: om al Tilværelse,
og Gaaden »Gud« , hvis Knude er mig Selv,
er meer tilbage.
Ohebiel.
Evigheden er
den vide Plads, hvor Sejeren skal vindes.
Phun-Abiriel.
Da svimler jeg, ved Skuet trættet af
en Evighed i Evighed henglidende,
som Ringen uden Led og Ende.
Ohebiel.
Hvis du det fandt, den Ring da slet var gjort,
du Taare, hvileløs om Ringen glidende!
Men se Akadiel sejerherreglad,
som om han stod paa Maalets Tinde alt,
hvorfra han seer den Evige hiinsides
den Afstand, ingen Skabt skal overstige,
og fanged Hans Afspejling i sit Aasyn!
Den Aand er Aanders Første. Dog er hans
Beundring mest begejstret, videst strakt,
hans Godhed og hans Fryd i Alting barnligst,
saa tidt en Blomst, han ikke før har seet,
af utænkt Skjønhedsform, paa ijerne Klode
til Lovsang bringer ham. Se, Phuniel,
saa nyder Aanders Første Saligheden,
og saa kan Du.
Phun-Abiriel.
Hvis Phuniel og Akadiel
ej vare To, som Jord og Sky forskjellige.
Ohebiel.
Ham stræbe Aanderne at ligne; thi
da tro de, at de ligne Gud.
Phun - Abiriel.
Da skulde,
hvis saa jeg troede, jeg min Frihed dræbe,
af Sjelen vaske ud den Tanke »Gud«
og grave kun Akadiels Billed ind,
en Aands som jeg, og, hvergang ej jeg tænkte
som Han, beskylde mig for Synd.
Ohebiel.
0 Phuniel, vid dog, det forbyder
den Ret, som er til alle ligedeelt,
og adler Støv til Guddom, den, at stræbe,
igjennem Banen, som Hvers Frihed bryder
med uafhængig Kraft hvor bedst ham synes,
at ligne sit og Alles Udspring.
Den Ret er Børns Ret, at hvert Barn
afbilder Faderens Dyd og Kraft i sin
Karakters Farveskjær. Vi ere Alle
Guds Børn, ifra den Førstefødte, som
engang i ældste Tid laa svøbt, men nu
°g gjennem Evighed for sine Søskende
har Rang, fordi han bærer klarest alt
sin Faders Træk i moden Skjønhed,
til Yngste, som , af Sandsers Duft hendysset,
1 Græsset dier Livet ubevidst,
uformelig end og sløv, knap meer
end varmet Jordklump, meer ulig sit Ophav,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
