Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven.
227
ham til at nedlægge en Protest mod Norskhedens Udskejelser i Politik og
Litteratur.
Hovedmanden for disse, Wergeland, var Welhavens Artiumskammerat,
og de havde i nogen Tid plejet venskabelig Omgang med hinanden. Men disse
to Mænds Naturanlæg og Aandsretning vare for uensartede til, at de længe
skulde kunne trives Side om Side. Welhavens fine Formsands følte sig
bestandig frastødt af Wergelands Formløshed, den enes Grundanskuelse om
Poesien som en af Skjønhedens Aabenbaringsformer maatte idelig saares ved
den andens Brud paa Skjønheden, og endelig var den tomme Raaben og Støjen
af de Radicales Skare Welhavens inderste Natur imod. Men her viser det sig
netop, at Welhavens Agtelse for Formen ikke var nogen Tilbedelse af det blot
Formelle, thi hvad der støder ham bort fra Norskhedspartiets Gjøren og Laden
var netop hans skarpe Blik for Tomheden i den Form, det opstillede for
Folkelivet, uden at det endnu havde noget aandeligt Indhold at udfylde den
med, og hans dybe Indignation over, at det i sin voldsomme Selvfølelse vilde
stoppe Ørene til for Melodien og sætte et nationalt Hyl i Stedet.
Thi til en højere Rang af Lyd kunde den Wergelandske Pathos ikke
naae for Welhavens fintorganiserede Øre, og mest uarticuleret og raat forekom
Hylet ham i det store Epos »Skabelsen, Mennesket og Messias.« Denne Trods
mod alle Skjønhedens Krav bragte endelig Welhaven i Harnisk, og han
udsendte et Angrebsvaaben mod Wergeland i Form af et Digt, der begynder med
det betegnende Spørgsmaal: »Hvorlænge vil Du rase mod Fornuften?«
Wergelands Svar udeblev ikke, og fra begge Lejre vexledes der skarpe Skud. Fra
Dagbladene førtes Kampen næste Aar af Wergeland over paa
Studentersamfundets Arene, og her førtes den nu under Navn af »Stumpefejden« med
Epigrammer fra begge de Stridende og med en voldsom Forbitrelses plumpe
Udbrud fra de Skarer, der stod bag dem. Smædeversene fandt Yej ud til
Publicum og delte Landet i de samme Partier, der før kun vare afgrændsede
indenfor Studenternes Kreds, og Fejden fandt en Deltagelse og førtes fra begge
Sider med en Bitterhed, der viste, at det her gjaldt mere end en Strid om
Wergelands Digterbetydning, at det gjaldt to Aandsretninger og en Afgjørelse
af, hvilken af dem der skulde blive den bestemmende for Folkets
fremtidige Udvikling.
For med eet Slag at knuse Wergeland som Digter og med ham hans
Parti skrev Welhaven sin sønderlemmende Kritik af hans poetiske
Virksomhed: »Henrik Wergelands Digtekonst og Polemik, ved Actstykker oplyst«, et
Skrift, for hvis Overdrivelser Kamphidsigheden maa være Undskyldning. Det
blev betragtet som en afgjørende og uimodsigelig Højesteretskjendelse af
Welhavens Tilhængere, men overbeviste-naturligvis ikke Wergelands, der faldt over
dets Forfatter med Hadets hele Energi og ingen Vaaben forsmaaede, medens
hine traadte ud af Studentersamfundet, dannede et eget Forbund og gåve dens
litteraire Anskuelser Udtryk i et Blad, der tog Navn efter Fenrisulvens
Banemand, Vidar.
Den Grundanskuelse, der kom til Orde i »Vidars« enkelte Artikler, fik
et mere samlet og fyldigt Udtryk i den mandige Dommerrøst, hvormed
Welhaven i »Norges Dæmring« (November 1834) med en smertefuld Indignations
hele Styrke slog til Lyd for at lade et formanende Ord trænge igjennem de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
