Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven. 228
kjævlende Stemmers chaotiske Bulder. I dette mærkelige Digt stiller den
alvorsfulde Betragter sig i tungsindig Ensomhed udenfor Masserne, skildrer
Døgnets larmende Færd, som savner et højere Samlingspunct, Tidens ivrige
Higen efter at fremme de materielle Interesser, der dog ere et Intet uden
Aandens Befrugtelse, og den blinde Selvforgudelse uden Selvbetragtningens
Alvor. Med skaanselsløs Kritik blotter Digteren sin Samtids Kræftskade, peger
med ubarmhjertig Sikkerhed paa dens Oprindelse og varsler sit Folk aandelig
Undergang, om det ikke optugter sig selv og lader Selvgodheden vige for den
rette Selvtugt, der ene er istand til at lutre det enkelte Menneske som det
hele Folk.
Det Udtryk: »en Røst i Ørkenen« er fra først af brugt om den
pro-phetiske Gjerning og vil næsten altid kunne finde Anvendelse paa det
utaknemmelige Hverv, som den paatager sig, der med dømmende Alvor tiltaler en
forvildet Slægt. Men om Welhavens Yarselsord i »Norges Dæmring« kan
Betegnelsen mod Sædvane ikke anvendes, thi langt fra at klinge bort i Rummet,
blev det et Løsen, hvorunder de spredte Venner af den sunde og harmoniske
Folkeudvikling samlede sig, og et Signal, der kaldte Modstanderne til en ny
forbitret Episode af den lange Kamp. Den litteraire Strid blussede op med
en Voldsomhed, der næsten er uden Lige, og som kan oplyses ved det ene
Træk, at man enkelte Steder i Norge valgte Tankens og Ordets Frihedsdag,
den 17 Mai, til paa højtidelig Maade at kaste det kjætterske Skrift paa Ilden.
Her er ikke Stedet til en udførlig Skildring af denne Kamp. Men
naar man, efter at det vilde Gny er forstummet, kaster et Blik paa dens
Udfald, da kan Betydningen af »Norges Dæmring« ikke sættes højt nok. De
Tanker, som her med digterisk Pathos udtales om Folkets aandelige Savn og
Fornødenhed i alle Retninger, have havt en vækkende Magt og ere nu, da
Tiden har afklaret Gjæringen, arbejdede ud i Livet med Alvor og Dygtighed.
Af dette Arbejde har Welhaven taget sin rigelige Del paa sine Skuldre.
Ved sine litterairhistoriske Forelæsninger og ved sine kritiske Afhandlinger har
han ført sine Anskuelser ud i stedse større og større Kredse paa samme Tid,
som han ved sin Digtning paa positiv Maade har opfyldt de Fordringer, han
stillede til den sande Poesi.
Welhavens Digte, der ere udkomne i fire Samlinger, den første fem
Aar efter »Norges Dæmring«, ere væsenlig af lyrisk Art. De faae deres
ejendommeligste Kjendemærke ved det Hang til Selvfordybelse, Digteren lægger for
Dagen gjennem dem, og ved den Form, som hans Selvfordybelse oftest vælger
at udtale sig i, nemlig Naturbetragtningens. Idet Digterens Sjæl giver sig hen
i Naturindtrykkene og med inderlig Sympathi optager dem i sig, gjenfinder den
i dem sine egne inderste Bevægelser, og denne Enhed af Naturens og Sjælens
Liv giver Stemningens Befrugtelse til Digtet. Derfor har Welhavens lyriske
Poesi i høj Grad denne umiddelbart betagende Virkning, som ellers er
Musiken egen.
Ved Naturbetragtningens Inderlighed faae ogsaa hans episke Digte en
Baggrund, mod hvilken Emnerne af det norske Folkeliv eller den nordiske
Historie tegne sig med en Ejendommelighed, der gjør dem i Ordets bedste
Forstand til nationale Digte. I samme Forstand er ogsaa Welhavens
Sprogtone national; den forsmaaer en saadan ydre Hjælp, som Optagelsen af Almue-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
