Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven.
229
ord eller Dialectudtryk kan give, men er dog i sin inderste Rod ejendommelig
norsk, paa samme Tid som den er poetisk ædel.
Det Højsindede og Store har i Welhaven en varmtfølende Sanger, det
Uædle og Uskjønne en hvas Modstander, hvis skarpe Ironi ogsaa har givet sig
Luft i enkelte af hans Digte. Med sin vaagne Kritik har han bedømt sine Kræfter
rigtigt og ikke givet sig i Kast med andre Digtformer end dem, der laae for
hans Natur; men i dem har han ydet Arbejder af fortrinligt Værd og med det
i et Digterliv sjeldne Særkjende, at en og samme alvorlige og mandige Tone
gjenfindes i dem alle. Udenfor Digtningens Verden har han som Smagsdommer
og Litteraturhistoriker udfoldet en anden Side af den regulerende Gjerning,
han fik at fuldbyrde i sit Folk; endog som politisk Forfatter er han optraadt
og har især omfattet den nordiske Enhedstanke med en Varme, der ofte har
faaet et glimrende Udtryk ved hans ildfulde Veltalenhed.
Welhavens vaklende Helbredstilstand har tvunget ham til at nedlægge
den Professorplads, han havde beklædt siden 1840; ved hans Fratræden bragte
de norske Studenter ham en smuk Hyldest, og Storthinget har anerkjendt hans
Fortjenester af Fædrelandet ved at votere ham en aarlig Hæderspension.
Tidar.
(Indlednings-Digt til Ugeskriftet Vidar, udgivet af det norske
Studenter-Forbund).
Paa gyldne Skyer, reist af Asers Vælde,
staar der en hellig Borg fra Hedenold;
dens Afglands luede trindt Nordens Fjelde
fra Skaldens Strengeleg og Kæmpens Skjold;
hvad ingen Bersærk mægtede at fælde,
hvad der gjør Styrken elskelig og bold :
det rene Heltesind i Daad og Tale,
det var en Skjenk fra Valaskjalfens Sale.
Thi Jettekraften, der i Kampen raser,
steg hisset lutret over Mimers Brønd,
og hos de stærke, alvorsfulde Åser
sad Yndets Disa evig ung og skjøn.
Med Kraft fra Blodet af den vise Kvaser
klang Brages Tone-Strøm til Kampens Drøn,
og Saga vogtede de gamle Skrifter
om Heltens Kraft og seirende Bedrifter.
Men stødt i Dybet ned af Åser hvide
staar Jøtun-Skaren, truende og vild,
og mægter den de stærke Baand at slide,
da stunder Ragnarøkurs Mørke til.
De fromme Guder maa til Kampen ride,
mod" Himlens Hvælving flammer Nastronds Ild,
og for den vilde Hær, den frække Lue,
nedbrister Bifrøst’s underskjønne Bue.
Men Valas Spaadoms-Kvad i Natten lyder,
og Asgaards Sønner glemme deres Harm:
»Se, Asa-Vidar gjennem Mulmet bryder,
og splitter Fenris Gab med vældig Arm;
de frelste Guder op til Fest han byder,
thi Dagen straaler evig klar og varm,
og over Norden, i de rene Himle,
der staar urokkeligt det høie Gimle.«
Den dybe Røst i Sagnets vise Tale
med Varsels-Toner gjennem Tiden faldt:
Skal Nordens Kraft ei splittes ad og dale,
da maa den formes til en ren Gestalt, —
Naar da Uhyret vaagner af sin Dvale
og Gjallar-Hornet har til Striden kaldt,
da gjelder Løs’net: »Vidar, Fenris Bane!«
— Der kan ei sværges til en bedre Fane.
Af „Norges Dæmring."
Prolog.
Mens Norge slumrer i sit Sølverpantser,
og selv hans Aandedræt i Luften fryser,
og hele Folket gaar i lodne Kyser,
og Vand og Blod forkjøler sig og standser;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
