Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther.
Med begge sine Hænder hun dulgte hvert
et Ord,
Hun hviskede saa sagte, og saa tilbage foer.
Ei! hvor den Gamle smidsked, og jeg
lytted til:
Hvad kan det dog vel være, hvad Ellen
vide vil?
Men Lykken var mig blid; hun er døv,
den gamle Hex,
Hun raabte: »Trende Piger, og Drengebørn
sex.«
Høit blussed Ellens Kinder, hun lofted
Haanden op,
Og truede den Gamle, og løb med lette Hop;
Men jeg lod mig glide fra Høstænget ned,
Og halv var jeg glad, og halv var jeg vred. —
Langt inde i vor Skov en Bæk sig skynder
frem,
Og strømmer ned i Søen til sit rolige Hjem;
Der stod jeg hen mod Aften, og tømred
paa en Bro,
Snart sukkede mit Hjerte, og snart var
det fro.
Det var saa luunt i Dalen, det lakked alt
ad Qvel,
Og Fuglene sang Solen et sødeligt Farvel;
Om Stenen risled Bækken, og Skoven var
saa smuk,
Høit Echo talte efter ethvert mit Øxehug.
Der krummer sig en Gangsti ned over
Bankens Barm
Igjennem Busk og Krat. Med Kurven paa
sin Arm
Kom der vor liden Ellen, og bragte mig
mit Brød,
Ned gik hun over Banken i Dalens lune Skjød.
Hun vifted sig med Haanden; thi Kinden
var saa heed,
Og paa en styrtet Bøg hun træt sig satte ned :
»Her bringer jeg dig, Erik ! din Midaftensmad,
Kom, sæt dig her paa Bullen, og spiis, og
vær glad!«
Jeg sad ved hendes Side, — hun aabned
Kurvens Laag,
Eia! hvor slog mit Hjerte, og Blodet kom
i Kog!
Jeg vilde til at tale, men Halsen var saa
trang,
Hun smiilte: »Er du tørstig? saa drik dog
en Gang!«
Da stammede jeg sagte: »Den lifligste Drik
Ei qvæge kan mit Hjerte som dit venlige Blik.
Hvad hjælper mig vel Brødet og den
lækkreste Brad,
Naar uden dig, min Ellen, jeg aldrig bliver
glad?«
Men alt som jeg talte, saa blev jeg mere kry,
Jeg holdt hendes Haand, at hun ikke skulde
flye;
Hun lod mig holde Haanden saa løst og
saa lindt,
Den anden lod hun lege med Stammens Bark
og Splint.
»Jeg tjener vel din Fader, — men eier selv
en Gaard,
O! bliv min Hustru kjære, vær nu dog
ikke haard!
Mit Stuebord staaer tømret, og det er langt
og bredt,« —
Da mørkned hun sit Øie, det blev en
Smule vredt.
»Hvad Skjebnen engang vil, det kan man
ei modstaae!«
Da løfted hun sit Hoved , og forundret paa
mig saae.
»Jeg trofast vil dig elske, til Lokken
bliver graa!«
Da drog hun bort sin Haand, og vilde til
at gaae.
Men jeg blev mere dristig, jo længer hun taug,
Jeg raabte, meus jeg hentede min Øxe og
min Saug:
»Det lykkeligste Ægtepar, det bliver dog
nok vi,
Troer jeg saa vist og fast, som tre til sex
er ni!«
Høit blussed Ellens Ansigt, som Aftensolens
Skin,
Hun skyndte sig, og pakkede sin Madkurv ind;
Dog medens Haanden syslede med Iver og
med lil,
Der spilled omkring Munden et flint lille Smiil.
Men dette Smiil, det blev mig en
Morgenrøde klar,
Mig hendes Taushed sødere end tusind
Taler var;
Mit Sind var vel bevæget, men saa
frydefuldt derved,
Og derför gik jeg trøstig og fulgte hendes
Fjed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
