Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
249 Rasmus Villads Christian Ferdinand Winther.
Ja, ved den høie Stente, som skiller Mark
fra Skov,
Der bar jeg hende over, og spurgte ei Forlov;
Tidt syntes mig, hun sukked, og ved hvert
Suk, der kom,
Jeg ventede med Længsel, jeg skulde faae
min Dom.
Men da vi stod ved Porten, og vilde just
gaae ind,
Hun kom til mig, og lagde sin Kind til
min Kind,
Og kyssed mig, og sagde saa venlig disse Ord:
»Saa taler du i Morgen med Fader og med
Moer?«
Elskovsseglet.
Hvi taler sig den Ridder træt,
Og fægter med sin Fjerbaret,
Med Øiet fuldt af Taarer?
Hvad er det for en Trolddom vel,
Som saa hans Kraft bedaarer?
Ned kaster han sig som en Træl
Paa Marmorflisens Aarer!
Hvad mener hun, den Frøken flin,
Som for ham staaer i hviden Liin,
I Fløil og Gyldenstykke?
Om Nakkens steile Sneeskred slaaer
En Krands af Lokker tykke,
Et Smiil om røde Læber staaer,
Om Mundens Perlesmykke.
»Du tænker vel, din Tales Magt
»Mit Hjerte har i Lænker lagt?
»Hør først, hvad jeg vil byde!
»Eet Aar din Elskov være stum!
»Ei mindste Ord tør lyde;
»Og synes dig min Lov for grum, —
»Saa kan du den jo bryde!
»Eet Aar du taus betænke skal,
»Hvad du har talt i denne Sal
»Om Amors Piil og Kerte;
»Kuns Øiekast tør bringe Bud
»Om Glæde og om Smerte;
»Og vil du tale til din Gud,
»Han hører nok dit Hjerte.
»Du trofast er i Sind og Hu,
»Men Tungen er saa svag; — for nu
»Dens Svaghed ei at friste,
»Et Segl jeg fæster paa din Mund,
»Ak, lad det ikke briste!
»Thi er du stærk til Prøvens Stund,
»Det bliver ei det sidste!«
Da bøier hun sig smidig, rank,
Saa ned om Begges Kinder sänk
Et Telt af Lokker bløde;
Som vilde de ret holde Vagt
Ved Mundens Elskovsmøde; —
Og strax ved Kyssets Tryllemagt
Hans Tunges Liv uddøde.
Han reiser sig med sorgfuld Aand,
Farvel han vinker med sin Haand,
Han tør et Ord ei vove;
Sin Hest han lader sadle bråt,
Thi gjennem Dal og Skove,
Som Graven taus, end samme Nat
Han ride vil til Hove.
Før talte han som trofast Ven
Til Gangeren, og klapped den
Paa Hals og strøg dens Manke;
Nu sad han taus, de matte Blik
Han lod mod Himlen vanke;
Thi til den stolte Frøken gik
Enhver hans Hjertes Tanke.
Den skumle Aand, som kuns er glad,
Naar den kan skille Hjerter ad,
Ham rænkefuld om s væver;
Fra hver en smigrende Gestalt
Til ham sin Røst den hæver,
Gjør snilde Spørgsmaal overalt,
Og listig Svar udkræver.
Rundt Fristeren omringer ham:
Fra Maanens gyldenrøde Kam,
Fra Aftnens Purpurbræmme,
Fra Borgen med sit røde Tegl,
Der luunt i Skovens Gjemme
Sit Ansigt seer i Søens Speil,
Ham lokked mangen Stemme.
Hver Rose med sin søde Lugt,
Hvert Træ med Løv og gylden Frugt,
Hver Bæk i grønne Dale,
Hver Stjerne i den blanke Trop,
Som staaer i Himlens Sale,
Hver Nattergal i Lindens Top
Ham fristede til Tale.
Der staaer et Huus bag Stadens Vold,
Det pranger med hans Ridderskjold,
Med Taarn og Marmortinder;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
