Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans Christian Andersen.
299
Renhed i Følelsen, det lægger for Dagen, fuldelig fortjente den Lykke, det
gjorde baade i Danmark og i Udlandet. Opmuntret ved dette Held skrev
Andersen Aaret efter Romanen »O. T.« og det følgende Aar »Kun en
Spillemand«, begge bevægende sig paa Hjemmets Grund og den sidste, lige som
»Improvisatoren«, fuld af Træk, der pegede tilbage paa Digterens personlige
Liv, som endnu bestandig svingedes stærkt frem og tilbage mellem Glæden over
en voxende Anerkjendelse og Fortvivlelse over de Stemmer, der endnu nægtede
ham denne, og hvis Dadel gjorde det kvalfuldeste Indtryk paa Andersens bløde,
efter Velvillie higende Sind.
Gjennem en Miskjendelsens Tid, der for en saaledes anlagt Natur var
langt pinligere end for de fleste Andre, kjæmpede Andersen sig langsomt hen
mod den Plads, hvor han skulde staae uantastet og hyldet af Alle. Hans første
Hefte »Eventyr«, der udkom 1835, blev ikke meget paaagtet, men efter at han
i Løbet af de følgende ti Aar — indenfor hvilket Tidsrum ogsaa det med stort
Bifald modtagne Drama »Mulatten« falder — jevnlig havde forøget Antallet af
disse Digtninge, og efter at han havde gjort megen Lykke ved sit med dem
beslægtede Arbejde »Billedbog uden Billeder«, rettedes Opmærksomheden mere
og mere mod Andersen som Eventyrdigter, saaledes at man var naaet til at
indrømme baade denne Digtarts Betydning i Poesien og Andersens Forrang
blandt dens Dyrkere, da han 1845 udgav det Hefte, som aabnes med hans
Livshistorie in nuce »den grimme Ælling«. Siden den Tid har Andersens
Eventyrdigtning under en stedse stigende Popularitet Aar for Aar skudt nye og
friske Blade, er bleven omplantet i alle europæiske Sprog og har gjort Digterens
Navn kjendt og elsket i de fjerneste Lande.
Allerede i den ypperlige lille «Billedbog uden Billeder« havde Andersen
godtgjort sit ejendommelige Talent til med faa og betegnende Træk at fastholde
de Optrin af Livet og Naturen, som hans livfuldt bevægede Phantas; viste ham.
I enkelte af disse Billeder var der tillige Spor af den Humor, der er det mest
fremtrædende Element i hans Eventyrdigtning, og som gjennemsyrer
Fremstillingen saaledes, at den voxne Læser hører Livet selv komme til Orde gjennem
Eventyrverdenens brogede Skikkelser, paa samme Tid som deres Tale og Færd
netop er saaledes, at Barnet forstaaer den og morer sig over den, fordi det
selv i sin Leg vilde lade sin Phantasi tumle med de handlende Personer, med
Dyrene og de livløse Gjenstande just paa samme Maade. Og hvad der endnu
bringer Skildringen nærmere til Barnets Forestillingskreds og i Overensstemmelse
med Eventyrets mindre lovbundne Former, er Andersens Stil, der i sin
Umiddelbarhed ligger saa tæt ved den daglige Tale og saa lidt ændser de logiske og
grammatikalske Regler, at Eventyrfortællingen just derved vinder et Liv og
opnaaer et Fortrin, som seet fra et andet Synspunct eller anvendt i en anden
Digtart — som af og til i Andersens øvrige Prosaskrifter — maatte dadles
som en Fejl.
Vende vi os til disse Prosaskrifter, saa have vi til de alt nævnte
Romaner at føje »De to Baronesser« og »At være eller ikke være«, hvilken
sidste som Helhed maa betragtes som et Fejlgreb, da den indlader sig paa en
Udvikling af theologiske og philosophiske Problemer, som ligger Andersens
umiddelbare Natur meget fjern og ogsaa noget har skadet enkelte af hans senere
Eventyr, medens dog de allerseneste — deriblandt den større Digtning »Dryaden«
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
