Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Bernhard (Andreas Nicolai de Saint-Aubain)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Bernhard.
357
»Lad være, Vilhelm, han gjør
Spektakel og banker Dig.«
»Banker mig?« udbrød Vilhelm og
reiste sig i Veiret; »ja, Gud give han vilde
prøve paa det. Lad ham kun komme: jeg
skal vise ham, at jeg kan føre mine Knoer.
— Der er han. — See, han snakker hende
jo lige ind i Ansigtet. I Gulvet med Dig,
Knebelsbart.«
Hatten fløi ud imellem Gardinerne,
Palmer snublede og slåp Lise, som ikke
kunde standse den Fart, hun var i; hun
gled — slog Nakken imod Gulvet, og blev
liggende med lukkede Øine. Vilhelm sprang
frem og blev staaende, som om han var
forstenet.
Hele Quadrillen kom i Uorden, Alle
løb til, Scholler, som ikke dandsede, men
havde stillet sig frem, for at lade sig tage
i Inclinationsvals, var allerede sprunget til,
havde løftet hende op og baaret hende hen
paa en Sopha. Da Lise slog Øinene op,
fandt hun sig i hans Arme og saae en tæt
Kreds af Hoveder bøiet over sig. Forfærdet
lukkede hun dem igjen. Emilie og hendes
Tante kom til, og de flk hende bragt ind
i Damernes Retirade, hvor hun snart kom
til sig selv. Skrækken havde gjort meer end
Stødet til at bringe hende ud af Fatning. —
»Er det nu bedre, søde Lise?« spurgde
Emilie. »Skynd Dig at blive rask, jeg er
engageret til alle Dandsene. Det var den
afskyelige Dreng, den Vilhelm Smidt, der
spændte Been for Carl Palmer, jeg saae
det godt, men det slipper han aldrig levende
fra; jeg vil ikke være i hans Sted, naar
Palmer faaer fat paa ham , han er rasende,
naar han bliver vred, jeg troer han myrder
ham.«
»For Guds Skyld, søde Emilie, gaae
ind og siig dem at jeg er ganske rask,«
sagde Lise forfærdet. »Det var bestemt
ikke Vilhelm, det var bestemt ikke Vilhelm.
— Jeg skulde have dandset Cotillon med
ham , men Lieutenant Palmer nødte mig til
at dandse med sig,« tilføiede hun sagte.
»Han er altsaa jaloux,« udbrød Emilie,
som strax havde fundet det rette point de
vue, »det var af Jalousie! Den dumme
Dreng, han bilder sig ind, at han har Lov
til at være forelsket. Der seer Du, min
Pige, hvad der kommer ud af at have sine
Tilbedere blandt Drengene, det er altid
mindre heldigt.«
Lise sukkede. »Den uvorne Slubbert,«
vedblev Emilie. »Du kunde jo have slaaet
Dig ihjel paa Stedet. Det var Palmers
Fætter, Otto Scholler, som reddede Dig.
Er han ikke kjøn? Han ligner Carl. Du
skulde see ham i Uniform, ja, det holdt
Du maaskee ikke ud.«
»Jeg stødte mig ikke synderligt, men
jeg blev saa angest, at jeg ikke turde slaae
Øinene op. Det er saa fælt at falde saadan.«
»Aa, Du faldt saamænd meget pænt,
og det var en Lykke for dine tynde Been.
Skulle vi nu gaae ind i Salen? Tør dine
Øine, min Pige, der er jo ingen Ulykke
skeet, Du er ikke den første Dame, der
er falden paa Bal, og bliver saamænd heller
ikke den sidste. Kom nu.«
»Ak Gud, jeg er saa undseelig — og
min Nakke gjør saa ondt endnu.«
»Der, lugt til Eau de Cologne og
aand i dit Lommetørklæde, saa er der
Ingen, som kan see at Du har grædt.
Kom nu, ellers har maaskee Palmer kastet
Drengen paa Døren, inden vi kunne
forhindre det. Hovedpinen gaaer nok over,
naar Du dandser.«
»Gid vi skulde hjem, Emilie, jeg har
slet ikke moret mig paa dette Bal,« sagde
Lise med et dybt Suk, idet hun reiste sig.
»Det er fordi Du er et Barn, Lise,
Ballet feiler saamænd Ingenting.« —
Emilie førte hende ind i Salen, hvor
dette lille Uheld snart var glemt. Vilhelm
havde i en Krog bag en Dør holdt Øie
med Indgangen til Retiraden; da han saae
Lise komme sund og frisk tilbage, trak
han Veiret og stod endnu nogle Øieblikke
uvis om han skulde lade sig see af hende
eller ikke, derpaa sneg han sig bort og
løb hjem, for Resten af Natten at lade sig
pine af alle de Qvaler, som »et skjødeløst
Mandfolk« ogsaa kan være udsat for, naar
han er sexten Aar gammel og i to Aar
har været forelsket.
Scholler engagerede strax Lise til den
følgende Vals. Hun vilde undskylde sig,
hun ønskede maaskee at give den stakkels
Vilhelm Smidt Erstatning for den tabte
Cotillon, hvis han ikke allerede var kastet
paa Døren af den rasende Palmer; men
hun saae ham ikke, og Lieutenant Scholler
bad hende saa meget, og lovede at holde
saa fast paa hende — han havde jo reddet
hende, og Lise sagde rødmende ja.
»Det var dog ikke noget farligt Stød?«
sagde han deeltagende. »Gud skee Lov!
Jeg blev bange for Dem. Det var en af
Drengene, der gjorde Kunster med en Hat
og kastede den paa Gulvet; han stjal sig
bort som en Hønsetyv, den arme Fyr.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
