Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Ludvig Emil Aarestrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374
Carl Ludvig Emil Aarestrup. 374
Jeg græder ikke ofte,
Men paa de fagre Planter;
Faldt Taarerne og funkled
Som Duggens Diamanter;
Og kunde ikke skjelnes ,
Skjøndt fra den bedske Kilde,
Fra hine himmelfaldne,
Forfriskende og milde,
Med alle Regnbufarver,
Snart himmelblaae, snart gule,
Jeg kunde ikke Smilet
Paa mine Læber skjule.
ITenveirede, forsvundne,
Bortkyssede af Solen
Var Taarerne, som glimred
Paa Græsset og Violen.
O, det er Hjerteqvalens
Bestandige Historie,
Den har sin Martyr-Time,
Den har sin Helgenglorie.
Giftdrikkens fyldte Bæger,
Med Rædsel ført til Munden,
Det dufter som en Balsam,
Naar det er tømt til Bunden.
Oehlenschläger.
Gud denne Digtersjæl beskjærme!
En Ruus af ham endnu jeg haaber,
Thi der er flere Kræfter i hans Bærme,
End i de Andres Første-Draaber.
Bebreidelsen.
Du klager over, at jeg taler
Prosaiske og kolde Ord;
At i mit Blik og paa min Pande
Af Sværmeri er intet Spor;
At Livsforsikkringens Tabeller
Opfylde Hjertets hele Rum;
At jeg seer ud som en Professor,
Fortrædelig, studeert og dum.
Ja, du har Ret. Men hvis er Skylden?
O, at bebreide mig, er haardt!
Som Maanen trækker Havets Bølge,
Har du mig trukket Sjælen bort.
Var jeg ei karsk, var paa min Læbe
Ei Poesiens friske Duft,
Før dine Øines hede Straale
Udbrændte mig al sund Fornuft?
Nu er jeg Embedsmand og Ridder,
En frugtbar, fredelig Vulkan —
Et lyrisk Udbrud kaster hermed
Mit sidste Digts Ildtulipan.
Man har Sagn om Borgtapeter.
Man har Sagn om Borgtapeter,
Hundredaarige, paa hvilke
De afblegede Figurer,
Syede Sting i Sting af Silke,
Faae et sælsomt Liv om Natten,
Stige ned og som i gamle
Dage, sig i Cabinettet
Hyggeligt i Maanskin samle.
[ de bløde Lænestole
Damerne med Atlasslæbet
Blændende sig atter kaste,
Munden smiler rosenlæbet.
Ridderne, som paa Tapetet
Man om Dagen knapt kan mærke,
Læne sig til Stoleryggen,
Brune, skjæggede og stærke.
Støvede Tangenter trykkes,
Svundne Toner kan man høre;
Gammeldags Galanterier
Hviskes i et yndigt Øre.
Næsten kunde man misunde
Dette Skyggeliv, hvis ikke —
See! bag Viften blegner Damen,
Angst for Morgenrødens Blikke.
Selv den tappre Ridder gyser,
Smutter, som den hele Vrimmel,
Ind i Muren, i Tapetet;
Dagen seer kun Støv og Skimmel.
Saadan gaaer det ogsaa Venskabs
Stille Tegn og Billedværker,
De forsvundne Sympathiers
Efterladte Mindesmærker.
Glemsel, som et Møl, dem gnaver,
Tiden slukker deres Farve;
Kun Erindringsnatten bringer
Flygtigt Liv i deres Larve.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
