Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Ludvig Emil Aarestrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Ludvig Emil Aarestrup.
375
Og, som hist i Borgen, stige
Falmede Figurer, flade
Tegninger i Mindets Time
Ud fra disse hvide Blade,
Færdes, som i svundne Tider,
Sladdre sammen, gjør sig lystig,
Selv ved Hanegalet rækker
Man hinanden Haanden trøstig,
Sukker sit: a rivederla!
Og, som jeg i Aften, smutter
I Tapetet — ak, idet jeg
Verset her paa Bladet slutter.
Ritorneller.
Blomst af Forglemmigejen!
Man plukker dig paa Gjærdet og i Grøften —
Et Øieblik, saa er du tabt paa Veien.
Neglike, du bristende,
Hvad vil du i det gamle Frøkenkloster,
Saalænge du endnu er ung og fristende?
Blomst af Levkoien!
Tre Ellepiger saae jeg luftigt dandse —
En af dem fulgte jeg i Elverhøien.
Rør ei min Lok! Jeg er usynlig smykket:
Paa dette Sted — her hvor min Tinding
brænder —
Har hun sin Læbes Rosenmærke trykket.
Dit Øie smægtede i store Taarer,
Du vred din Haand, jeg jamrede: »Farvel!«
Men Himlen loe, og Skoven hvisked: »Daarer!«
»Jeg skjænker dig min Pande«, har du skrevet,
»Den hule Kapsel efter Livets Blomstring,
Ei et: memento mori, men et: husk, jeg
leved!«
Giv mig at drikke!
Hvad der i Stjernerne staaer skrevet,
Kan glemmes, ændres kan det ikke.
»Farvel!« bød hun, »Farvel!« Der var i
Skriget,
I Lyden af de sidste Ord en Bristning,
Som den, hvorefter stumt sig strækker Liget.
I Hovdets Synken, Armenes Forlængelse,
1 Afskedsblikkets langsomme Udslukkelse
Var der en taaredrukken Liigbegjængelse.
Men i det lange Kys. i Favntags-Heden,
I vore Hænders Tryk, i Troskabs-Eden
Var en Tilegnelse for Evigheden.
Og i de bittre Smerters Overmandelse,
Selv i Resignationens mørke Taare
Var der en Himmelfart og en Opstandelse.
Som dette Vandfald gjennem Lundens Myrter,
I hine Elskovsdages dunkle Minder
Erindringen høithulkende sig styrter.
Følg mig til hine graalige Cypresser!
I Skyggen vil vi for en afdød Amor,
Mens Klokken ringer, læse Sjælemesser.
Ved Kysset heftet i din Nakkegrube
Du gjøs og kasted dig tilbage — hurtig
Jeg planted Kyssets Rose paa din Strube.
Jeg kunde have gjort det mere broget,
Løst Haarets tusind skjønne Cataracter;
Men jeg er karrig — jeg vil gjemme noget.
Han kunde havt, hvad jeg iaftes flk,
Det Fjog, der fordrede en Lyd, et Ja —
Kan den forstaae et Ord, der ei forstaaer
et Blik?
»Min Kjærlighed er evig!« raabte Clara,
Idet hun vandede sin Urtepotte —
Vandkanden hvisked: »Jeg er Niagara!«
I ere smaa og ubetydelige,
Men det gjør ei til Sagen, Ritorneller,
Var I blot vingede og nydelige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
