Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Parmo Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Parmo Carl Ploug.
.389
Læseren en stærk Individualitet, afsluttet indenfor en bestemt Idekreds, med en
fast og sikker Tro paa sine Ideers Sandhed og et malmfuldt, vægtigt Udtryk
for deres Indhold. Det Rhetoriske træder af og til for stærkt frem, men det
er ikke en Rhetorik, der behager sig selv i uklare, vidtsvævende Phraser, det
er tvertimod en Talens Fynd, der virker ved realistiske Billeder og Ord, som
hentes op fra Sprogets ældste Lag.
Plougs Digtning viser et umiskjendeligt Fremskridt fra de første
Studenterviser til de senere, langt dybere fra hentede Udtryk for fædrelandske
Stemninger. Maaskee kunne Plougs Digte til sin Hustru, hvem han ægtede 1854,
sættes som Grændsen mellem to Perioder i hans Digtning som i hans Liv; vist
er det, at man i disse skjønne og formfuldendte »erotiske« Digte møder de første
Spor af den ægte poetiske Aand, der senere har hvilet over Plougs digteriske
Production, og som ikke nogensinde har udtalt sig paa en dybere og mere
gribende Maade end i enkelte af Tidsdigtene i de »Nyere Sange og Digte,« der
i 1869 samlede hans poetiske Udtalelser fra de sidste sørgelige Aar i Danmark.
Til Christian Winther.
Hil sidde Du, danske Sanger,
Med Harpen paa Dit Knæ!
Tro ikke, at jeg forlanger
Dit Rygte til Skærm og Læ!
Tro ikke, at jeg vil skygge
For mine Brøst og Savn,
Ved disse Blade at smykke
Med Dit usaarlige Navn!
Jeg veed, Du kan ikke høre
Min haarde Stemme med Fryd,
Fordi dit fine Øre
Er vant til renere Lyd;
Og Du, som har til Din Hvile
Bredkronede Bøges Park,
Maa vrage de stevnede Pile,
Der voxe paa min Mark.
Jeg vil kun engang Dig sige,
Og sige det aabent og frit,
At der fra Dit Bord, det rige,
Er dalet Smuler til mit;
At det vilde faldet svært mig
At synge min fattige Sang,
Hvis ikke Du havde lært mig
De danske Toners Klang.
Du har oplukket mit Hjerte
For Sprogets Melodi,
For al den Jubel og Smerte,
Som rummes kan deri;
Og først da jeg hørte klingre
Dets Malm under Dine Slag,
Gav sig mine famlende Fingre
Med Hammer og Tang i Lag.
For tidlig bort fra Din Lære
Mig hentede andre Kald:
Hakkelse maatte jeg skære
I Døgnets Reisestald,
Stene maatte jeg bære
Til Tidens Murværk hen,
Og Du har kun liden Ære
Af Din halvfærdige Svend.
Thi skjønt det er eet og samme
Metal vi tage i Haand
Og smelte i Hjertets Flamme
Og forme med dristig Aand,
Saasnart det af Diglen rinder,
Vi staae hinanden dog fjern:
Du Sølvet og Guldet finder,
Jeg faaer kun Kobber og Jern.
De blanke Kruse Du dreied,
Der fyldes med ædel Vin;
De gyldne Ringe Du sveied,
Der fatte Elskovs Rubin;
Du sleb det straalende Smykke,
Som Ungdom og Skjønhed bær’; —
Jeg maatte prise min Lykke,
Om jeg fik smeddet et Sværd.
Hil sidde Du, gode Mester,
Udaf den herligste Kunst,
I Fred for vrøvlende Gjæster.
Og glad ved Musernes Gunst!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
