Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Parmo Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390
Par mo Carl Ploug.
Gid længe Din Esses Lue
Kaste sit rødmende Skær
Mod Livets Aftenbue
Og Stjernernes stille Hær!
Du skal ikke slukke Ilden,
Fordi Din Samtid gik bort;
Du hører dog ikke til den,
Dit ypperste Værk er vort;
Du meer i Dit Minde bærer
Af Folkets inderste Sjæl
End Nogen, hvis Minde Du ærer,
End Du kan vide det selv.
Hil sidde Du, danske Sanger
Med Harpen paa Dit Knæ!
Det Tdunsæble Du langer,
Der hænger i Daphnes Træ;
Mens mange Værker skal gjemmes
Bag Glemsels og Tausheds Laas,
Skal Dine Sange fornemmes
Og elskes og forstaaes!
lorden.
i.
Længe var Nordens
Herlige Stamme
Spaltet i trende
Sygnende Skud;
Kraften, som kunde
Verden behersket,
Tyggede Sul fra
Fremmedes Bord.
Atter det Skilte
Bøier sig sammen;
Engang i Tiden
Vorder det Eet;
Da skal det frie,
Mægtige Norden
Føre til Seier
Folkenes Sag!
2.
Ungdommens Drøm,
Smilende Barn med den klingende Lyre!
Naar skal Du Treforken gribe, og styre
Tidernes Strøm?
Ungdommens Haab ,
Blinkende Fakkel i Nætterne lange!
Naar skal Du Baunerne tænde og fange
Gjerningens Daab?
Timerne randt:
Blegere zittred den ledende Stjerne;
Svinder den ei i det taagede Fjerne?
Viste den sandt?
Timerne gaae:
Der, hvor de trængtes, de jublende Skarer,
Lege nu Sorgløse, springe nu Harer;
Vi er kun faa.
Dog skal den groe,
Spiren, der spæd pipper frem over Jorde;
Ungdommens Haab skal forklares og vorde
Mændenes Tro.
Dog skal den staae,
Tanken, som Saga har baaret og ammet,
Tanken , som Æt efter Æt har annammet,
Kan ei forgaae.
Evig og sand,
Virker den dybt, naar den oventil sover,
Lyser blandt famlende Slægter den over
Fædrenes Land.
3.
(1868.)
Vi byggede paa Nordens Slot
i lyse Sommerdage;
vi syntes, frem skred Værket godt,
der var kun lidt tilbage,
før Taget, lige høit og bredt,
dets trende Fløie dækked,
før Enhedsspiret, frit og let,
sig op mod Himlen rækked.
Men hvor er Slottet blevet af
i Vinternattens Mørke?
Hvor staaer det Værk, hvortil vi gav
vor fulde Ungdomsstyrke?
Hvor blev hver Sten, hver Tømmerstok,
vi trode fast forbunden?
Det er jo, som om neppe nok
vi havde muret Grunden!
Har Troldene i Høi og Fjeld,
Naturens onde Kræfter,
da ranet alt vor Gjernings Held,
spildt, hvad vi stræbte efter?
Har de brudt ned ved Nattetid
de næsten takte Sale,
og spredt de Sten, vi slæbte did,
igjen i Kløft og Dale? 1
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
