Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Parmo Carl Ploug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Parmo Carl Ploug.
.391
Nei, Slottet staar paa viet Grund,
betegnet af Guds Finger;
dets Fod er Folkehjertets Bund,
hvor Stammeblodet springer;
i Sandhedsild er brændt hver Sten
og Frihedskalken binder, —
det Værk gjør Trolde ingen Men,
mens Mørkets Time rinder.
Men de kan vende Syn og Sands
ved underlige Kunster;
som de kan forme Elvedands
af Mosens sure Dunster,
som de kan tænde Høitidsild
i Bjergets sorte Hule,
de Alt, hvad virkeligt er til,
i Taagesvøb kan skjule.
Naar Östens Himmel farves rød,
naar Hanen atter kalder,
og Alt, som steg af Nattens Skød,
afmægtigt sammen falder,
da brister Kogleriets Slør,
da klares Syn og Sandsen,
da staar vort Slot, hvor det stod før,
og fattes ene — Krandsen.
Vi bar ei bygt til Skam og Last,
ei ødt vor Kraft og Møie;
thi Nordens fælles Borg staar fast
med sine trende Fløie.
Om fix og færdig den at se
os Lykken karrig negter,
nu vel — saa veed vi, det vil ske
ved Daad af yngre Slægter!
Studenterviser.
k
i.
Tyst er vor Virken, og ensomt vort Liv:
Tankernes Flugt, Aandens tvivlende Kampe
Skues kun af den dæmrende Lampe,
Krydse ei Døgnets smaalige Kiv.
Denne Verden er ikke vort Rige,
Tidt Philistre vi Pladsen maae vige,
Og maae høre som unyttigt Tant
Stemplet Skatten, vi forskende vandt;
Og Livets Kulde, Livets Tvang
Gjør ofte tung vor Ungdomsgäng.
O, men vor Stræben belønner sig selv:
Dristig den sprænger den jordiske Skranke,
Og den frie, den seirende Tanke
Dier det Eviges straalende Væld.
Da den dunkle Natur aabenbares,
Og den taagede Verden opklares ,
Og Gestalternes brogede Hær
Skiller Aandens det dømmende Sværd;
Da fylder Livets Poesi
Det unge Hjertes Melodi.
Og naar vort lystige Lag vorder sat,
Broderlig tæt, om den flammende Kumme,
Kan vort Bryst ikke Tonerne rumme,
Flyve de ud i den stjernklare Nat;
Og de klinge med stigende Styrke
Om de hellige Kunster, vi dyrke,
Om vor frie, vor freidige Stand,
Om vort yndige Fædreneland;
Og Sangens Trolddom, Druens Daab
Begeistrer sødt vort Ungdomshaab.
Men naar vi skifte vort granskende Liv
Og Ungersvenden med Månd og med Borger,
Og maae kæmpe mod verdslige Sorger
Fjernt fra hinanden for Børn og for Viv,
Og naar Aanden med Legemet trættes,
Og de brusende Følelser sættes,
Mindets Harpe dog trolig har gjemt
Melodien, vor Læbe har glemt;
Og Livets svundne Kraft engang
Skal vækkes af vor Ungdomssang!
2.
Studenten eier lidt af Gods og Guld,
Og borget har han tidt sin bedste Frakke;
Men staaer end Status stadig under Nul,
Saa løfter han dog lige stolt sin Nakke,
Saa klæder sig hans Sjæl i Haabets Pragt,
Saa henter han sig Guld fra Tankens Schakt.
En herlig Stand! I gode Borgermænd!
Og vel for Jer, om høit I agted den.
Blandt Qvinder staaer han ofte stiv og stum
Og høist forlegen sine Handsker piller,
Mens den, der indenfor er hul og dum,
Ved Skinnets Magt den Int’ressante spiller;
Men i hans Hjerte staaer en deilig Drøm,
Og i hans Bryst gaaer Livets Tonestrøm.
En herlig Stand, Du skjønne unge Mø!
At dele Livet med paa Danmarks 0!
Vel slumrer tidt hans Villie, tam og tvær,
For Andres Gjerning glemmer han sin egen;
Men det var ham, der engang Gustafs Hær
Fra Fredriks Volde viste Vinterveien;
Og det var ham, der greb den nye Aand
Og knytted Broderfolk ved Broderbaand.
En herlig Stand! I Mænd ved Statens Ror!
En Fremtid Norden har, og den er vor.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
