Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Christian Hostrup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
418
Jens Christian Hostrup.
Chor.
Mel. Glad såsom foglen i morgonstunden (O. Lindblad.)
Sparsomt i Norden vi Blomster finde,
Farven er bleg kun, og svag deres Duft;
Blomsten hos os er den dejlige Kvinde,
frodigst hun groer i den nordiske Luft.
Hende vi elske, mens Hjertet det slaaer;
hende vi prise, mens Læben formaaer.
Lokkerne bløde og Væxten den slanke,
Klang i sin Stemme og Snildhed i Blik,
Ild i sit Hjerte og Reenhed i Tanke,
det hun i Arv efter Moderen fik.
Halling.
En Skaal da for hende, vore Drømmes
Lyst, vort Livs Haab, vort Arbejdes Løn!
hende ville vi vie dette Glas, hvad enten
vi alt have vundet hende, eller kæmpe for
hende, eller endnu kun længselsfuldt søge.
(De klinke).
Lassen
(gaaer hen til Halling).
Bravo, Halling! Luise Varbjerg leve!
Halling
(slaaer ham forbitret Glasset ud af Haanden).
Lassen.
Er du gal? sikken Maneer!
Klint.
Hvad fejler dig, Halling?
Halling.
Aa han skal ikke komme med sine
Fornærmelser.
Lassen.
Men jeg siger jo ikke andet end at
Luise Varbjerg —
Halling.
Ti stille!
Klint
(trækker Halling tilside).
Du seer jo nok, at han er fuld.
(taler med ham).
Lassen.
Og saa spilder han ned ad min rene
Krave. 1
Søren Torp.
Maa jeg komme til! — I see, at der
er opstaaet en Splid mellem Halling og
Lassen, men disse ere aabenbart kun
Redskaber i højere Magters Hænder. Det er
ikke dem, der have karamboleret, det er
Punschens og Kjærlighedens Aander igjennem
dem: det er Bacchus og Venus. Men da
vi vide, at disse Guder altid have levet i
et særdeles intimt Forhold til hinanden,
ansee vi deres Splid blot som et Skin, og
ville derfor nøjere undersøge Sagen, (til Lassen)
Halling har jo spildt Punsch paa dine
Klæder?
Lassen.
Ja paa min rene Krave.
Søren Torp.
Det vil altsaa sige: Venus har spildt
Punsch paa din Krave. Har Bacchus intet
spildt paa dig? Jo, han har spildt sine
Gaver paa dig; thi Punschen har gjort dig
døsig istedetfor opvakt, vrøvlende istedetfor
begejstret.
Lassen.
Ja det er ganske sandt.
Søren Torp.
Altsaa: Venus har spildt Punsch paa
din Krave, Bacchus har spildt Punsch i
din Mave. Men kan dette kaldes Splid?
Er dette ikke netop et Vidnesbyrd om deres
enige Samvirken? I see det: de høje Guder
ere endnu gode gamle Venner, hvorfor ville
I, deres Præster, da ikke være det?
Halling.
Bravo, Søren!
Lassen.
Kom, min Ven Halling, lad os drikke dus!
Halling.
Ja men vi er jo dus.
Lassen.
Ja men det gjør ingenting. Kom, min
Ven! (De klinke).
Eller (rejser sig).
Mine Herrer! Naar vi ville spørge —
naar vi ville gjøre os selv det Spørgsmaal,
hvori det er, at vi ere større end vore
Forfædre og vore — og vore — Forfædre;
naar vi spørge saaledes, hvad maa vi da
svare? Svar mig, mine Herrer! Er det
i — i — Styrke?
Alle.
Nej!
Eller.
Er det i — i — Frihed?
Alle.
Nej!
Eller.
Er det i — Lærdom?
Alle.
Nej!
Eller.
Er det da i — i — Rigdom?
Alle.
Nej!
Eller.
Hvori er det da?
Hutte r.
I Vrøvl!
Eller.
Rigtig! — Ja — det vil da sige —
det er rigtignok i — i Talen, det er i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
