- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
422

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Christian Hostrup

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

422

Jens Christian Hostrup.

Lassen.

Nej, min Ven! jeg bryder mig ikke
om mit eget Bedste, for jeg er ikke egoistisk.
Ja var det til det almindelige Bedste, saa —
Klint.

Ja, det er det. Kom nu!
Lassen.

Ja saa faaer jeg da. Farvel tribunus!
(tu Klint) Kom, du Kameel! Det er godt,
at vi slippe bort fra de drukne Mennesker.

(Klint og Lassen gaae).

Fjerde Scene.
De Forrige uden Klint og Lassen.
Hutter.

Jeg maa bede Consulen undskylde.
Konsul.

Aa Gudbevares! jeg har ogsaa været
ung og haft mangen ærlig Ruus. Men mine
Herrer! nu har jeg været Deres Gjæst;
maa jeg nu bede Dem være mine Gjæster
til et Glas Champagne. Den store Sal er
ryddelig, saa vi kunne maaskee gaae derop.

Chor.

Afsted, afsted! til Arbejd vil vi gaae,

til Heltefærd;
vi ned os dukke vil fra Top til Taa
i Vældet der.

(De gaae).

Til Læseren

i første Udgave af Viser og Vers.

Hvis du vil af Længsler ømme
sødt og salig gjennembæves,
hvis du sværme vil og drømme,
kommer du til mig forgjæves.

Higer kjækt du mod det Fjerne,
vil du, løst af Støvets Lænke,
flyve mod den blanke Stjerne —
jeg kan ej dig Vinger skjænke.

Vil i Toner stærke, fulde
du dit trætte Hjerte kvæge,
blev du syg af Livets Kulde —
Kjære, søg en bedre Læge!

Eller vil du storme Himlen
paa en Ganger uden Bidsel,
elsker du dæmonisk Svimlen,
Jettetrods og Tændersgnidsel;

Vil du høre »Verdenssmerte« ,
søger Stønnen du og Græden —
ej med sligt kan jeg beværte,
thi min Musa, det er Glæden.

Glæden — ja! men ikke Englen,
ikke hun, som liimmelbaaren,
vinker os med Liliestænglen,
mens hun smiler gjennem Taaren.

Ikke hun som Støvet trøster
og fraoven henter Freden;
nej, det er den yngre Søster,
hun som har sit Hjem herneden;

Hun som, medens Vaaren dvæler,
smilende forbi dig hopper;
hun som Drengens Leg besjæler,
og som lærer ham Spilopper.

Det er den forfløjne Lille,
Øjeblikkets snelle Datter,
hun som ved Studentens Gilde
føder Sang og Spøg og Latter.

Hun som , aldrig trættet, iler,
hilser blot — og saa forsvinder,
og kun til den Unge smiler
og kun klapper Rosenkinder;

Hun hvis Væsen, let som Taage,
hvis forgængelige Skatte
ej begribes af den Kloge
og foragtes af den Satte;

Hun flk Lyst til mig at gjæste,
ofte tog hos mig hun Stade,
og hun lærte mig det Bedste,
som du seer paa disse Blade.

Derfor blev det Vers og Viser,
ikke Digte, rige, favre;
derfor ej solide Spiser,
ak! men kun Studenterhavre.

Regensvise.

Mel. Dansk Tranquebarvise.

Man boer saa godt i Regensens Gaard,
de tykke Mure om Livet frede;
naar Kulden dræber hvad den formaaer,
vi sidde trygt i den lune Rede.
Og naar med Vaaren vi udad hige,
da bringer Hilsen fra Vaarens Rige
vor grønne Lind.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0502.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free