Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Vilhelm Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436
Hans Vilhelm Kaalund.
der syntes at have fundet sit rette Standpunct i den sympathetisk^ Betragtning
af Dyrenes Liv; at imidlertid den fine Sands for Dyrelivet kun var en enkelt
Side af Kaalunds udprægede Følelse for Naturen, det lagde man ikke Mærke
til, fordi man ikke kjendte de »blandede Digte«, og det fik man først Øjet op
for, da han 1858 — efter et Liv, hvis ydre Bevægelser havde snoet sig i de
forunderligste labyrinthiske Linier — udgav de ældre og nyere Digte, som han
endnu vilde vedkjende sig, i en Samling under Titelen »Et Foraar«. Tiden var
nu saaledes forandret, at man ikke længer havde Raad til at vrage, hvad man
før fornemt kunde oversee, og da Poesiens ægte Guld lyste fra hver Side i den
lille Bog, var det intet Under, at den blev modtaget med Overraskelsens Glæde
som en ny Gåve og i kort Tid oplevede flere Oplag.
Det er den aabne Sands for Naturens Liv, der er det ejendommeligste
Kjendemærke for Kaalunds Digte. Spiren til denne Sands blev allerede lagt i
hans Barndom, da han mere end de fleste Børn levede et Friluftsliv; den
udvikledes i hans Konstnerperiode, da legemlig Idræt og kraftig Nydelse af en
tvangløs Fritid afløste den bundne Beskjæftigede, og den har endelig suget
Næring af den Omtumlen i forskjellige Egne og Stillinger, som har været
Kaalunds Liv. Derfor ytrer den sig ogsaa i hans Digtning ved en idelig
Tilbagevenden til Naturlivet som en styrkende Modvægt mod Menneskesamfundets
forkvaklede Forhold; derfor drages den stærkest mod den kraftfuldeste Epoche
i Naturens aarlige Kredsløb, Efteraaret med de rige Farver, den rene Luft
og den alvorlige Mindelse om Forgjængeligheden. Men denne Mindelse gjør ikke
Kaalunds Digtning elegisk; tvertimod, den løfter den op i Humorens Regioner,
hvorfra Digteren med fulde Lunger udsynger sin Sang om det Evige i det
Forgjængelige, om det Sundhedsbringende i den bitre Lægedom.
Siden Kaalund 1860 modtog en Plads som Lærer ved Cellefængslet i
Vridsløselille, har hans digteriske Production været meget sparsom eller hans
Selvkritik meget streng. Men selv om Antydningen i Indledningsdigtet til »Et
Foraar« (»Sommerfuglene«) skulde blive uopfyldt, indtager han dog ved denne
Samling og ved sin Fabeldigtning en selvstændig Plads i den danske Litteratur.
Sommerfuglene.
En Sommerfuglesamling er disse mine Sange.
De flagred i mit Indre, der tog jeg dem tilfange.
Jeg vilde dem med Jubel i Verden udsende;
Men ak, da var de dode, — jeg kunde dem
ei kjende.
Dog synes! mig nu, da jeg dem atter bringer,
Som spiller af min Ungdom et Skjær paa
deres Vinger.
See derfor har jeg draget dem frem for Lysets
Straale,
De blege Falæner, og stukket dem paa Naale.
Ja, stukket dem paa Naale! og nu vil Verden
dømme
Fra disse døde Sange til mine Digterdrømme.
Og den vil tro mig fattig, og den vil
haanligt tænke:
»Er det Din hele Rigdom, det Bedste Du
kan skjænke?
Det er jo kun Frostmøl fra din Vaar, den
forsvundne,
Kun Tusmørkesværmere i Dæmringen fundne.
Selv, efter lange Aar, Du atter Dig nærmer,
Og er kun hvad Du var — kun en
Tusmørkesværmer. «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
