Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Vilhelm Kaalund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
437 Hans Vilhelm Kaalund.
O nei! o tro det ikke! o vent til de næste!
De røre sig derinde! der gjemmer jeg de bedste.
Som Pupper har jeg baaret dem skjult i
mit Hjerte,
Som vingeløse Orme, som Tvivl og som Smerte.
De krøb mig ind i Sjælen med Livets Strid
og Jammer.
Og hvad jeg leed, det veed kun mit eensomme
Kammer.
Men af de stille Pupper og af de blege Larver
Kan blive Sommerfugle med alle Livets Farver.
Jeg synes, jeg mærker, Forvandlingen er omme;
Jeg venter kun den varmende Solstraales
Komme.
Som store Sommerfugle de røre sig derinde,
Med alle Livets Farver, med Vinger som skinne.
Maaskee skal det mig lykkes engang dem
at fange;
Maaskee skal ud de flyve som jublende Sange !
Til Adam Oehlenschläger.
(Tilegnelsesdigt med min første Digtsamling-.)
Nordens Homeros! Hvad kan jeg Dig sige,
Som alt ei Tusind’ har sagt?
Du, som Din Stav over Aaudernes Rige
Har lig en Troldmand udstrakt.
Prise Din Storhed? Den Vise er gammel,
Sjungen af Mange før mig —
Ak, fast jeg troer, fra jeg sad paa min
Skammel
Elsked som Fader jeg Dig!
Saae jeg med Thor Dig til Ragnarok age
Vældig mod Afgrundens Orm,
Tyktes mig kraftig min Arm til at tage
Himlen og Jorden med Storm;
Sang Du om Axel og Valborg, og maled
Rørt Du Correggio’s Død,
Var det som Englenes Vinger mig svaled
Kindernes brændende Glød!
Da Du blev født, til Din Vugge nedstege
Muserne, smilende hver.
Sophokles, Shakspeare, og Ossian, den blege,
Svæved usynlig Dig nær;
Malere, Spillemænd, Viismænd og Skjalde
Kyssed Din Pande og Kind;
Derfor Dit Prisma flk Glands af dem* alle,
Deiligt med Syvstjernens Skin.
Fulgt jeg Dig har i det Dybe, det Høie,
Fulgt Dig til Kamp og til Leg;
Dristig, som Freier, med speidende Øie, ,
Op paa Dit Hlidskjalf jeg steg;
See, som den deilige Gerda, da røved’
Musen mit Hjerte, min Ro,
Ikke jeg dvæled, før blomstrende Løvet
Favned os Elskende to.
Tilgiv nu, Skjald, at sig Ynglingen nærmer,
Ført af Begeistringens Ild.
Kald ham ei Daare, og kald ham ei Sværmer!
Skjænk ham kun venlig et Smiil!
Thi af Din mægtige himmelske Lue
Faldt i hans Sjæl dog en Gnist;
Og hvis Du dybt i hans Bryst kunde skue,
Vilde Du elske ham vist!
Meislen i Haanden man gav mig og Leret;
Ak, det blev dødt for min Haand!
Træerne grønne og Solstraaleskjæret
Drog til Naturen min Aand.
Penslen da greb jeg, men kasted den atter.
Nu først forstaaer jeg mig selv!
Nu mig med svulmende Bølger omfatter
Sangens henrivende Elv.
Tag da, Du Rige, hvad kjærligt jeg byder;
Tro mig, jeg veed det er lidt!
Blomsterne vilde paa Gjærdet dog fryder
Meer end de kunstige tidt.
Tag dem til Tak for Din Digtersols Straaler;
Men for Dit Hjertes især,
Du, som det Høie i Sole, Fioler
Endnu som Barnet har kjær!
Alverden er syg.
Alverden er syg, Alverden er mat!
Mig tykkes den ganger paa Held;
O, jeg gad lystigt svinge min Hat
Og bestige det høieste Fjeld.
Den smaalige Klogskab, den visne Fornuft
Gjør Barmen hernede trang;
O, jeg gad indaande den renere Luft
Og føie mig ung engang!
Ja, Verden synes mig ganger paa Held,
Den har saa vrantent et Smiil;
O. jeg gad bestige det høieste Fjeld,
Vel over Jorden en Miil!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
