Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Meyer Aaron Goldschmidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Meyer Aaron
i
det morsonit, kom til at græde. Da tog
Onklen ham haardt i Ørene, stirrede bistert
paa ham, indtil han taug, og sagde: Jeg
skal lære Dig at være bange, Dreng. Han
vedblev at stirre ham ind i Øinene og skære
Ansigter, indtil begge brøde ud i en
skraldende Latter, saa sprang han atter op,
dandsede omkring og trykkede Barnet saa
kjærlig og heftig til sig, at det igjen græd
og vilde hjem. Ti nu stille, Jacob, sagde
Isak forknyt, saa skal jeg fortælle Dig
Historier. Inte sige hjemme, at jeg gjør
Dig Fortræd! Vel? — Nei, hulkede
Drengen. — Brav Kammerat, saa lille Du er!
raabte Onklen; hør nu. Og saa fortalte han
om Krigsfolk og om Ryttere og om fremmede
Lande, eller bibelske Sagn, om jødiske Helte,
saa at Barnet i en senere Tid ikke erindrede
at have lært disse Sagn, men næsten
forekom sig at være født med dem.
Faderen sagde tidt, naar han saae
Isak løbe med Barnet:
Du liar Drengen for meget hos Dig,
Isak! Tilsidst veed ban ikke, hvem der er
hans Fader.
Jeg kan altid være ham ligesaa god
en Fader som Du! svarede Isak.
Drengen bliver klog hos mig, vedblev
Onklen; see bare, hvilket forstandigt
Ansigt han allerede har.
Troer Du virkelig, at han har faaet
det hos Dig? spurgte Jette skalkagtig.
Hvis han ikke har været ude i Byen
at stjæle det! raabte Onklen; hvor skulde
ban ellers have faaet det fra. — Han kan
allereds sige sin Krischmo *) udenad —
hvem har lært ham det? Og nu vil jeg
lære ham at bensclie fra Bordet. 2)
Ja, ja, Isak! sagde Faderen; behold
Du ham kun, til han bliver sex Aar: saa
er det min Pligt som Fader at lære ham,
hvad en Jøde bør lære.
I lære ham altfor meget. I tale altfor
forstandigt med ham, sagde Moderen
bekymret; Drengen trænger til at tale
fornuftig paa sin Viis imellem andre Børn og
tumle sig i den friske Luft.
Barnet saae paa Moderen, som om det
forstod hende, som om hun havde opdaget
den rette Medicin for det sugende Savn,
der gjorde dets Kinder blege.
Onklen raabte: Imorgen den Dag
1) Jødernes Troesformular (Schema jisroel), som
siges i alle Dagens Bønner. Her sigtes til
Aftenbønnen.
2) Sige Takkebønnen efter endt Maaltid.
Goldschmidt. 451
gaaer jeg med ham et dygtigt Stykke
henad Landeveien.
Tredie Capitel.
I lykkelige Mennesker, som kunne
sige: Det var en Barndoms Legekamerat
af mig! Vide I vel, hvad dette ene Ord
siger? Taler det ikke om grønne Enge,
hvor I boltrede Eder i barnlig
Overgivenhed , eller om den lille Gaard, hvor I
samledes med Naboens Drenge og sloges og
græd — hvor gjerne vilde I atter græde
saaledes! — Eller om den mørke Stue,
hvor I skulde lege kjønt stille, fordi
Bedstefader sov nærved, hvor I ogsaa legede
stille, indtil Glæden steg, og I glemte
Bedstefader og al Verden — da stod med
Et den gamle Månd venlig truende i Døren
og bad: Lad mig blot sove et Qvarteer
endnu. Eller om de tusinde Spilopper, I
senere forøvede som Skoledrenge: Om
Urtekræmmerens Appelsiner, der laae
pyraniide-formig i Vinduet, og som pludselig til lians
store Forbauselse trillede ned, fordi I
trykkede paa Ruden? Om Kjelderkonens Kat,
som I bandt et Par Blærer om Livet, saa
at hun maatte gjøre Jagt efter den som
efter sin Kanariefugl?........ Taler det
ikke om den lille Pige, til hvem I begge
vilde plukke Blomster, og for hvis Skyld
I bleve Uvenner — I vidste ikke selv,
hvorfor.
Det var den Tid, da I modtoge den
første Affiling, for senere at passe ind i
det bevægelige Spil, man kalder Verden.
Det var den Tid, da Sindet beredtes til at
fremskyde og bære Livets Blomster:
Venskab og Kjærlighed, men da I ogsaa Alle
prægedes i samme Form, saa at Eders
Characterer frembyde næsten den samme
Ensformighed som Eders Klædedragt.
Jaçob opvoxede ene. Han havde ingen
Legekammerater; thi de andre jødiske
Familier i Byen havde ingen Børn af den Alder,
og de christne Børn gjorde ham Fortræd,
naar de saae ham. Skjøndt han hed Jacob,
kaldte de ham Moses, og naar ban
nærmede sig, gjorde de med Haanden Tegn
under Hagen, som for at spotte over hans
Skjæg. Fordetmeste skete det, naar han
legede med dem, at de lidt efter lidt gjorde
ham til Gjenstand for Legen, raabte
Jøde-smaus og puffede til hain. Naar det da
blev ham for stærkt, gik han fra dem og
saae i Afstand, med længselsfuldt Blik,
paa deres Lege. Alligevel vilde han saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
