- Project Runeberg -  Nordiske Digtere i vort Aarhundrede : en skandinavisk Anthologi /
452

(1870) [MARC] [MARC] Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Meyer Aaron Goldschmidt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

444

Meyer Aaron Goldschmidt.

gjerne være sammen med dem. Denne
Forfølgelse var begyndt saa tidlig, at det
aldrig var faldet hain ind at forske efter
Grunden dertil; den var ligesaa lidt
Gjenstand for hans Forundring som det, at han
var født og levede — han var jo født med
den: han troede, at det skulde saa være.

Engang kom hans Morbroder fra en
anden By i Besøg og medbragte sin lille
Søn. Drengen gik venlig hen imod Jacob,
der sky veg tilbage, men, da Drengen
vedblev sin Venlighed og kom nærmere, spurgte
Jacob, med de store brune Øine stift
heftede paa ham: Hvorfor kalder Du mig ikke
Jødesmaus?

Alle Tilstedeværende studsede ved dette
uventede Udbrud.

De have gjort Risclies med den
stakkels Dreng, sagde endelig Morbroderen.

Faderen gik hen og tog sin Søn om
Hovedet og kyssede hain med bævende
Læber. Men Onklen raabte: Hvem har
kaldt Dig Jødesmaus, Jacob?

Det sige Drengene nede ved Stranden
altid, svarede Jacob.

Næste Dag gik Onklen med ham ned
til Stranden; men, da Drengene saae den
høie Månd, taug de naturligviis. Isak
Bamberger kunde desuagtet ikke styre sig,
men ilede hen og greb en Dreng, som han
kastede midt ind i Flokken. Da Jacob
saae dette, blev det ham pludselig klart,
hvorfor hans Fader den foregaaende Dag
havde kysset ham, hvorfor Onklen havde
fulgt med ham. I et eneste hurtigt Glimt
gik Erindringen om den udviste Oudskab
gjennem Barnets Sjæl. Som en løsladt
Tiger styrtede han sig over en Dreng,
kastede ham omkuld og klamrede sig rasende
til ham. Onklen, der ansaae det for et
almindeligt Slagsmaal, tilraabte ham sit
Bifald ; men, da han saae Blodet flyde fra
den anden Dreng, ilede han til og trak
sin Neveu bort. Ved at see Jacobs
dødblege Kinder, blaae Læber og sammenbidte
Tænder, Øinene ligesom brustne og
Hænderne fyldte med Haar af Drengens Hoved,
troede han, at han var bleven syg. Han
lod han ham bringe tilsengs og en Læge
kalde. Barnet sov i mange Timer og
vaagnede derpaa op som af en Besvimelse,
tilsyneladende uden Erindring om, hvad der
var foregaaet.

Men Isak Bamberger maatte møde hos
Byfogden i Anledning af de Børn, han

havde lemlæstet ved sit Kast. Han maatte
betale endeel af sine dyrebare Specier for
at faae Sagen mindelig afgjort med
Forældrene, og for at undgaae lignende
Ubehageligheder i Fremtiden, blev det besluttet,
at Philip Bendixens Vænge, der gik ned
til Stranden, skulde indhegnes med et hoit
Plankeværk.

Her sad da Jacob mangen en Time,
ved Plankeværket adskilt fra den øvrige
Verden, kun det brede Belt med dets faa
Seilere udstrakt for Blikket. Ensom og
stille gik han her imellem Blomster og
Træer og betragtede det stolte Hav, naar
det smilende badede sig i Solen eller morkt
og truende væltede sig imod Kysten.

Der skabte han sig i Ensomheden en
heel Verden, hvori der ikke var andre
Personer end dem, han kjendte, og iblandt
hvilke den spillede Hovedrollen, som han
beskjæftigede sig meest med: han selv.
Naar han fik Skjænd eller led Ondt, tyede
han herhen og fortalte sig selv om en anden
Tilstand, hvori det gik ham bedre. Disse
smaae Episoder uddannede sig lidt efter lidt
til sammenhængende Eventyr, hvori hver ny
Begivenhed, han oplevede, gav Anledning
til et nyt Capitel. Men det Vigtigste deri
blev dog altid Erindringen om Drengene ved
Stranden, hans Længsel efter dem og hans
Uvillie imod dem. Naar en af dem havde
mødt ham paa Gaden og hilst ham venlig,
saa gik han ned i Haven og opregnede for
sig selv alle de gode Ting, han vilde give
denne Dreng. Han fortalte sig en Historie
om, hvorledes denne Dreng var i Fare, og
hvorledes han da styrtede til og reddede
ham, og hvorledes den reddede Dreng viste
sin Taknemlighed ved hver Dag med
Livsfare at stige over Plankeværket ind i Haven
og lege med ham.

Men havde — hvad der oftest skete
— en af Drengene fra Stranden mødt Jacob
og i Tillid til Onklens Fraværelse gjentaget
Skjældsordene, idet han hurtig foer ham
forbi, saa gik han ned i Haven og fortalte
sig selv:

Saa stäk jeg Hd paa Kornmarkerne
ved at fange Schakaler og binde Hd til
dem. De søgte efter mig; men hver Gang
de kom, jog jeg dem paa Flugt. Men saa sov
jeg engang, og saa fandt de mig og bandt
mig. Og saa stillede de mig i deres
Tempel mellem de to Støtter, hvorpaa det
hvilede , og saa troede de, at de havde mig
sikkert, og løb omkrin!? mig og raabte:
Jødesmaus! Jøde, kan Du spise Flæsk og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 19:55:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norddigter/0538.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free